Nilfisk- Advance har opkøb i kikkerten

Ledelsen hos Nilfisk-Advance ser gode muligheder for at købe selskaber op, hvor indtjeningen kan forbedres. Et opkøb kan hurtigt blive aktuelt, og det, der kendetegner så godt som samtlige købsemner, er, at de har lavere lønsomhed end Nilfisk-Advance selv.

- For de emner, der vil koste 50-300 mio. kr. at købe, så vil 90 pct. af dem have en margin, der er under 7,5 pct., sagde administrerende direktør i Nilfisk-Advance, Jørgen Jensen, på selskabets kapitalmarkedsdag tirsdag.

Nilfisk-Advance egen indtjeningsmargin er i øjeblikket lige over 9 pct., men selskabet har sat sig for, at den skal op på 10-11 pct. i 2012. Der er tale om marginen opgjort som driftsresultatet (EBITA) i forhold til omsætningen.

- Alt det, som jeg kan komme i tanke om, at vi har på radarskærmen ligger under 7,5 pct. Der er nogle enkelte italienere, som ligger med højere marginer, men det er små virksomheder, som henvender sig til særlige segmenter, sagde Jørgen Jensen.

Han antyder samtidig, at selskabet i øjeblikket har et særligt øje til et asiatisk selskab, som ikke ligger i Kina.

NKT, der er moderselskab til Nilfisk-Advance, kan bruge omkring 7 mia. kr. til opkøb i perioden 2008-2012, hvis selskabet indfrier sine øvrige strategiske mål. Det oplyste NKT-ledelsen i forbindelse med offentliggørelsen af halvårsmeddelelsen for blot en måned siden.

Samtidig offentliggjorde selskabet sin nye strategiplan "Building Power", hvori der indgår eventuelle opkøb til såvel Nilfisk-Advance som det andet store datterselskab NKT Cables.

RB-Børsen