Niels Svenningsen fratræder som CEO i Netcom

Niels Svenningsen har besluttet at fratræde sin stilling som administrerende direktør for GN Netcom på grund af "familiære årsager."

Foto: Bjarke Ørsted. Niels Svenningsen
Læs mere
Fold sammen

René Svendsen-Tune, der har siddet i GN's betyrelse, er udpeget som som ny administrerende direktør for GN Netcom og medlem af GN Store Nords direktion med effekt fra 1. april. René Svendsen-Tune udtræder af bestyrelse med effekt fra i dag, fredag. Det oplyser GN Store Nord fredag eftermiddag.

Niels Svenningsen startede i GN Netcom i december 2013. Han vil i samarbejde med René Svendsen-Tune sikre en glidende overgang.

- Vi er kede af, at Niels fratræder. Han har gjort en stor indsats for virksomheden i sin tid som administrerende direktør. Han har sikret en solid lancering af vores nye og meget unikke produkter og positioneret virksomheden til at kunne opnå endnu stærkere resultater i fremtiden, siger GN Store Nords bestyrelsesformand, Per Wold-Olsen, i en meddelelse til fondsbørsen.

Han udtrykker dog også glæde over, at René Svendsen-Tune - med mere end 20 års ledelseserfaring fra teknologisektoren og dybdegående viden om GN Netcoms vigtigste forretningsområde - kan træde til.

Han kommer til GN Netcom fra en stilling som præsident og medlem af direktionen i Nokia Networks med ansvar for Europa og Latinamerika. René Svendsen-Tune var præsident og administrerende direktør for Teleca, inden han tiltrådte stillingen i Nokia Networks. Dertil har han siddet i GN Store Nords bestyrelse siden 2007.

- Da Niels fratræder, er jeg yderst tilfreds med, at René har mulighed for og er villig til at acceptere jobbet som administrerende direktør for GN Netcom. René stopper i sit nuværende job som præsident for Nokia Networks i slutningen af marts og kan indtræde direkte som administrerende direktør i GN Netcom, siger bestyrelsesformand Per Wold-Olsen.