New Yorks taxier taber millioner af køreture til Uber

Uber overtager flere millioner køreture fra de gule taxier på Manhattan.

Foto: MICHAEL NAGLE. Taxier ved Times Square i New York
Læs mere
Fold sammen

De ikoniske gule vogne har i årevis været et af byens mest kendte varemærker, men nu taber taxierne terræn på Manhattan. En opgørelse viser, at Uber snupper millioner af køreture for næsen af New Yorks taxier.

Det amerikanske medie FiveThirtyEight har søgt aktindsigt i statistikker fra New York City Taxi og Limosine Kommission. Tallene viser, at de klassiske taxier har svært ved at fastholde forretningen i den indre del af Manhattan.

Uber havde 3.82 mio. flere køreture med opsamling på indre Manhattan fra april til juni 2015 sammenlignet med samme periode sidste år. Tilsvarende mistede taxierne 3.83 mio. ture på de samme strækninger og i samme periode.

Forholdet mellem Ubers vundne ture og taxiernes tabte er altså stort set en til en.

Borgmester i New York, Bill de Blasio, foreslog i sommer, at sætte et loft på antallet af Ubers vogne. Borgmesterens bekymring gik på, at hvis antallet af Uber-vogne vokser, vil byen ende i trafikkaos. Antallet af de gule taxier er nøje kontrolleret af byen for netop at undgå den situation.

Men det lader altså ikke til, at Uber skaber mere trafik i gaderne. Tallene peger nemlig på en udvikling, hvor det totale antal køreture på indre Manhattan stadig forbliver uændret.