New York Times: Danske Bank er for vigtig til forbud i USA

(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skandalen om hvidvask i Danske Banks estiske filial har sat bankens ledelse og aktiekurs under hårdt pres. Sidste uges undersøgelse løftede sløret for et omfang, som var endnu større end ventet, og der spekuleres vidt og bredt i, hvilken straf eller straffe, Danske Bank i sidste ende vil blive idømt.

En af de store risici, som analytikerne og kommentatorerne peger på, skal findes på den anden side af Atlanten, hvor de amerikanske myndigheder har for vane at udstikke meget store bøder, men hvor finansministeriet også kan forhindre amerikanske banker i at stille verdens vigtigste valuta, dollaren, til rådighed for Danske Bank. Ved at forbyde de amerikanske banker at være korrespondentbanker for Danske Bank og derved afskære adgangen til de finansielle system i USA.

I New York Times vurderes det dog tirsdag, at den store hammer næppe vil falde, som det skete for den litauiske bank ABLV Bank i februar, for Danske Bank er ikke "too big to fail", men "too big to jail".

- Sandsynligheden for af Danske kunne stå over for en tilsvarende handling ser ud til at være lille. Banken er den største i Danmark, med 2,7 mio. kunder og 20.000 ansatte, og den har tilbudt at samarbejde med efterforskningerne, skriver avisen.

- Danske er sandsynligvis "too big to jail", hvilket vil sige, at det potentielle jobtab og kundeforstyrrelserne vil være så store, at USA næppe vil tage det skridt at sende den "out of business".

Hvis amerikanske banker forbydes at være korrespondentbanker med Danske Bank, vil det ifølge New York Times formentlig ødelægge enhver større banks mulighed for at gøre forretning, fordi man skal have adgang til det finansielle system i USA for at understøtte kundernes forretninger i dollar og for at kunne overføre penge til USA.

Da lettiske ABLV Bank tidligere på året blev udelukket fra det finansielle system i USA, skete det med henvisning til, at "direktører, aktionærer og medarbejdere havde institutionaliseret hvidvaskningen som en grundsten i bankens forretningspraksis".

Trods omfanget af transaktionerne gennem filialen i Estland, så er det ikke det samme, som er tilfældet i Danske Bank.

Internationale aviser, blandt andet The Wall Street Journal, har tidligere skrevet, at amerikanske myndigheder har åbnet en efterforskning af Danske Bank. Over for Ritzau Finans har Department of Justice, det amerikanske justitsministerium, dog afvist at kommentere, om det skulle være tilfældet.

/ritzau/FINANS

/ritzau/FINANS