Netto under anklage for fusk med slagvarer

Sveriges forbrugerstyrelse undersøger discount-giganten for at snyde kunderne. Netto afviser beskyldningerne.

Foto: JOHN MACDOUGALL.
Læs mere
Fold sammen

Den danske sort/gule discount-gigant Netto mistænkes for at fuske med slagvarer i Sverige, hvor forbrugerstyrelsen nu undersøger detail-kæden, skriver branchemediet Fri Köpenskap. Flere svenske butikschefer beskylder Netto for bevidst snyd, men adm. direktør for Netto i Sverige, Bent Holm, afviser beskyldningerne.

Flere af Nettos svenske butikschefer beskylder i Fri Köpenskap kæden for bevidst snyd. For når kunderne kommer for at købe slagtilbuddene, så findes varerne ikke i butikken. En uge annoncerede Netto f.eks. med et TV for 1.899 svenske kr. og en mobiltelefon til 399 kr.

»Vi fik nogle få mobiltelefoner og typisk et TV. Alt var væk efter et par timer, og jeg har haft kunder i butikken hele ugen, som følte sig snydt, da de spurgte efter varerne, og der ingen var. Mange var kommet ene og alene for at købe de annoncerede varer, men så handler de jo i butikken, og så tjener vi penge jo penge på det«, siger en butiksshef til Fri Köbenskap.

Netto, som i Sverige har været anmeldt fem gange for utilbørligt lokkende slagtilbud, tilbageviser kritikken overfor avisen:

»Selvfølgelig forsøger vi ikke at snyde vores kunder, og i de tilfælde, hvor en vare bliver udsolgt, gør vi vores yderste for at finde erstatningsvarer til samme pris,« skriver Bent Holm i en mail.