Nettets gamle konge giver op

Til februar er det slut: Netscape, som engang var kongen af Internet, lukker og slukker og overlader kampen mod Microsoft Internet Explorer til Firefox.

Engang var det kongen over Internet. Nu er det slut.

Netscape, som skabte gennembruddet for at kunne bruge Internet rent grafisk, dør til februar.

USAs største netudbyder America Online (AOL), som ejer Netscape Navigator, har besluttet at lade programmet afgå ved døden 1. februar 2008. Dødskampen varede i næsten ti år.

Da Internet i midten af 1990erne begyndte at nå bredere ud i befolkningen, var Netscape det program, som omkring 90 procent af alle netbrugere anvendte, når de ville checke en netside. I dag vises blot 0,6 procent af alle netsider gennem Netscape.

Bill Gates tog fejl

Vendepunktet kom, da IT-giganten Microsofts stifter Bill Gates erkendte, at han havde uret, da han mente, at Internet var et forbigående fænomen, som Microsoft ikke skulle interessere sig for. Da først det gik op for ham, at sådan blev det ikke, satte Microsoft massivt ind med sin Internet Explorer.

IT-giganten udnyttede lanceringen af Windows 95 til at lade Internet Explorer være en del af den pakke, man fik med af andre programmer, når man købte ny computer. Før Windows 95 havde styresystemet Windows været en overbygning på det gamle MS-DOS uden særligt indbydende, grafisk brugerflade.

Netscape holdt stand i lang tid, men Microsofts Windows slog mere og mere igennem og trak Internet Explorer med sig.

Urimeligt, sagde Netscape-udvikler Marc Andressen og de andre Netscape-folk, som byggede Netscape på den programkode, de havde udviklet til Mosaic, der var den første, egentlige netbrowser, udtænkt i 1992. Den første version af Netscape kom i 1994.

En langsom død

Slagsmålet mellem Netscape og Internet Explorer blev blodigt - og langvarigt. Det medførte klager til konkurrencemyndighederne over Microsofts monopolistiske optræden, men sagsbehandlingen var så langsommelig, at Netscape aldrig formåede at genvinde sit oprindelige publikum, da afgørelsen endelig faldt.

En anden grund til, at Internet Explorer fik fat i markedet, var, at Netscape fra version 4 i 1997 begyndte at kræve penge - 15 dollars - for at bruge programmet. Tidligere havde det været gratis. Og da Netscape igen gik gratisvejen, var løbet kørt.

Samtidig havde den nye ejer AOL ikke en heldig hånd, da den første AOL-ejede Netscape-version kom på gaden. AOL købte Netscape i 1998 og overtog sagen mod Microsoft men fyrede det meste af Netscape-personalet i 2003.

Mange af dem mente stadig, at netbrugerne fortjente et alternativ. De satte sig derfor sammen og deltog i opbygningen af Mozilla Foundation, som senere lancerede Firefox, som på rekordtid er blevet det eneste reelle alternativ til Internet Explorer og i dag sidder på godt 16 procent af »markedet«. Godt 16 procent af alle viste netsider ses altså gennem Firefox, hvis udviklingshold også har været foregangsmænd for en række smarte funktioner, som Microsoft først langt senere har taget til sig.

Nu slutter det imidlertid. Håndklædet kastes i ringen. Det hvide flag hejses. Efter 1. februar vil AOL ikke udvikle Netscape videre.

»Vi føler, at det er det rette tidspunkt at afslutte udviklingen af Netscape og overdrage herredømmet fuldt til Mozilla samt opfordre Netscape-brugerne til at tage Firefox til sig,« siger Tom Drapeau, chefudvikler for Netscape.

Man kan fortsat hente Netscape og bruge det. Der vil blot ikke ske nogen udvikling. Version 9 blev den sidste.

Internets gamle konge trækker sig tilbage.