Nets skal levere betalingsinfrastruktur til banker i Slovenien

. Det danske betalingsserviceselskab Nets har indgået en aftale med Bankart om at levere en ny betalingsinfrastruktur til banker i Slovenien.

Det oplyser Nets i en pressemeddelelse torsdag morgen.

Aftalen med Bankart, der leverer finansielle ydelser til den slovenske banksektor, indebærer både lancering og drift af en løsning for realtidsbetalinger med Netsø "RealTime24/7"-service, fremgår det.

Løsningen gør det muligt for bankerne at overføre penge døgnet rundt og åbner ligeledes muligheden for straksoverførsler.

Nordea forventer, at aftalen vil generere omsætning fra implementeringen i niveauet 10-20 mio. kr. frem mod september næste år og tilbagevendende omsætning fra andet halvår af 2018.

- Vores synspunkt er, at udvidelsen af Nets' real-time-løsning fremhæver en mulighed for at ekspandere internationalt inden for A2A-betalinger (konto-til konto, red.), hvilket vi mener, vil blive vigtigt for Nets' vækstpotentiale på mellemlangt sigt - særligt under PSD2 (Revised Payment Service Directive, red.), skriver finanshuset i en analyse.

Ifølge Nordea er det dog fortsat det potentielle salg af Nets, der er den helt store trigger for aktien, og banken forventer, at et eventuelt bud vil lande i niveauet 150-170 kr. per aktie.

PSD2 er et betalingstjenestedirektiv, som gør det lettere for virksomhederne at tilbyde deres betalingstjenester inden for EU.

Direktivet skal bidrage til et mere integreret og effektivt EU-marked og skabe mere lige vilkår for udbydere af betalingstjenester, gøre betalinger mere sikre, beskytte forbrugerne og anspore til lavere priser for betalingstjenester.

/ritzau/FINANS