Nets leverer svagere end ventet men fastholder forventninger

Foto: Søren Bidstrup

Nets kom ud af andet kvartal 2017 med en omsætning på 1919 mio. kr. og et driftsresultat før særlige poster (EBITDA) på 690 mio. kr.

Det fremgår af betalingskortkoncernens regnskab for april, maj og juni.

Det er værre end ventet, da analytikerne havde ventet en omsætning i perioden på 1958 mio. kr. og et driftsresultat før særlige poster på 713 mio. kr. ifølge Ritzau Estimates. Selskabet fastholder dog forventningerne til hele 2017.

Til sammenligning var omsætningen i kvartalet 2016 på 1844 mio. kr., og EBITDA landede på 646 mio. kr.

På bundlinjen landede betalingsserviceselskabet et overskud før skat på 354 mio. kr. Og efter skat lyder det på 333 mio. kr.

For andet kvartal havde analytikerne set overskud før og efter skat lande på henholdsvis 373 mio. kr. og 284 mio. kr.

Overskuddet før skat blev i andet kvartal 2016 på 236 mio. kr. og efter skat 163 mio. kr.

Nets blev børsnoteret 23. september sidste år.