Nets-direktør går af

Direktøren for betalingsgiganten Nets, Rune Fjeldstad, fratræder med øjeblikkelige virkning efter kun halvandet år på posten.

Foto: Torben Klint

Efter fusionen af virksomhederne det tidligere PBS og virksomhederne BBS og Teller, der alle leverer betalingsløsninger, har den adm. direktør og en af hovedkrafterne bag fusionen valgt at sige stop.

“Rune Fjeldstad har ydet en meget stor indsats i udviklingen af selskabet, samt i gennemførelsen af fusionen til Nets. Jeg forstår, at Rune efter at fusionen og integrationen af selskaberne er gennemført, vil prøve andre udfordringer. Jeg vil gerne sige ham mange tak en stor indsats og et godt samarbejde om at realisere visionerne bag fusionen, og bestyrelsen ønsker ham held og lykke fremover," siger bestyrelsesformand Peter Lybecker.

Rune Fjeldstad har som bestyrelsesformand i Teller og BBS før fusionen været en af arkitekterne bag Nets-fusionen og har siden april 2010 været koncernens adm. direktør. Netop at fusionen er overstået nu, gør det til et naturligt tidspunkt at stoppe for Rune Fjeldsstad.

"Det var ham, der skulle køre fusionen af selskaberne. Den har vi gennemført nu, og nu går virksomheden ind i en ny og mere driftsorienteret fase. Så når Rune gerne vil skifte, så er det faktisk et fint tidspunkt nu," siger Peter Lybecker.

Nets konstituerer i stedet Mette Kamsvåg Grimstad fra egne rækker som adm. direktør. Peter Lybecker vil ikke afvise, at det kan ende med at blive hende, der får jobbet.