Nets-chefer får tildelt aktieoptioner til flere mio. kr.

Betalingsvirksomheden Nets har besluttet at tildele 456.094 aktieoptioner til den øverste ledelse, mens der bliver tildelt 1.046.960 aktieoptioner til en række særlige medarbejdere under Nets' langsigtede incitamentsprogram.

Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen, der er offentliggjort, kort tid efter at selskabet tidligere tirsdag morgen leverede sit årsregnskab for 2016.

I meddelelsen skriver Nets, at hver aktieoption giver ret til at købe en af selskabets aktier for 133,20 kr. stykket. Det er 9 pct. højere end mandagens lukkekurs på 122,80 kr.

Ifølge Nets svarer det samlede antal aktieoptioner til 0,75 pct. af selskabets samlede aktiekapital. Men i tilfælde af en række bedre end ventede finansielle resultater hen over en treårig periode kan det samlede antal aktieoptioner, der udnyttes, ende med at blive øget op mod 20 pct.

Den teoretiske værdi af de tildelte aktieoptioner ligger på 20,1 mio. kr.