Nets: Butikker frygter prisstigninger ved opkøb

Danske forretninger frygter, at en ny amerikansk ejer af betalingskæmpen Nets vil skrue op for priserne, hvis selskabet som ventet bliver solgt i en kæmpe milliardhandel inden for de kommende uger. Det skriver Finans.

Arkivfoto. Danske forretninger frygter, at en ny amerikansk ejer af betalingskæmpen Nets vil skrue op for priserne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Nets sidder bl.a. på Dankortet og Betalingsservice samt en stor del af butikkernes betalingsterminaler og landets centrale betalingsinfrastruktur. Ifølge detailhandlens interesseorganisation Dansk Erhverv vil en ny ejer ikke kunne skrue på dankort-gebyret i de fysiske butikker, men på mange andre områder frygter de prisstigninger.

»Der er ingen tvivl om, at der skal forrentes temmelig mange penge, hvis et køb af Nets bliver en realitet. Derfor vil potentielt nye ejere også være ude og se på, hvor man kan forrente sådan en investering henne,« siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv, til Finans.

Til stor overraskelse for mange investorer og analytikere er Nets gået i forhandlinger om et salg af virksomheden, mindre end et år efter at kapitalfondene Advent International og Bain Capital sammen med ATP børsnoterede Nets.

Ifølge internationale medier er det den amerikanske kapitalfond Hellman & Friedman, der er favorit til at løbe med Nets for en pris på over 32 mia. kr. Og det er vel at mærke for et selskab, der har en gæld på 8 mia. kr. Til sammenligning købte Advent International, Bain Capital og ATP betalingskæmpen for 17 mia. kr. af de samlede danske pengeinstitutter i 2014.

Hos en af landets store dagligvarekoncerner, Dagrofa, vil direktør Per Thau holde skarp øje med prisudviklingen.

»Hvis det viser sig, at Nets efter et salg ikke er konkurrencedygtig, vil det betyde, at vi kigger på mulighederne for at bruge andre og alternative betalingsformer,« siger Per Thau til Finans.