Netflix kan blive tvunget til mere europæisk indhold

Der kan komme langt mere europæisk indhold på Netflix.

Der kan komme langt mere europæisk indhold på Netflix. (REUTERS/Jean-Paul Pelissier) Fold sammen
Læs mere
Foto: JEAN-PAUL PELISSIER

Videostreamingstjenesterne fra Netflix og Amazon kan blive ramt af kommende EU-regler, der vil tvinge selskaberne til at allokere minimum 20 pct. af indholdet til europæiske film og tv-serier.

Det skriver Financial Times.

Planen fra EU vil blive afsløret i næste uge og vil ifølge Financial Times gøre det obligatorisk for video-on-demand-udbydere at sikre europæisk produktion en fremtrædende rolle i sortimentet, hvilket kan skubbe Hollywood-produktioner en smule i baggrunden.

Indtil videre har streamingstjenesterne ikke været under de samme regler som eksempelvis tv-udbydere, men det ser der nu ud til at blive ændret på efter pres fra især Frankrig, der endda har arbejdet på at få området ud af EUs frihandelsforhandlinger med USA.

Netflix har advaret lovgiverne i Bruxelles mod, at reglerne vil fordreje markedet og skabe et "perverst incitament" for udbydere til at købe billige titler. Amerikanerne mener, at fokus bør ligge andetsteds.

- Den europæiske film- og mediepolitiks fokus bør være at give incitamenter til produktion af europæisk indhold i stedet for at indføre kvoter på udgivere og andre, der vil få problemer med at finde udbuddet, skriver Netflix i indlæg om sagen.