Netcompany: Ejere stadig storaktionærer efter børsnotering

Efter børsnoteringen af it-selskabet Netcompany er der rykket rundt på ejerandelene.

Foto: Philip Davali. Administrerende direktør og medstifter af Netcompany André Rogaczewski og Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), før Netcompany børsnoteres og handlen skydes i gang ved et arrangement i DR Byen i København, torsdag den 7. juni 2018. Foto Ritzau Scanpix/Philip Davali
Læs mere
Fold sammen

Det viser en meddelelse til fondsbørsen torsdag formiddag, en time efter at handlen på børsen gik i gang.

Nu ejer kapitalfonden FSN Capital 15,76 pct. af aktierne i selskabet, efter den har solgt over 8,8 mio. aktier og lånt 3 mio. aktier til Danske Bank, der fungerer som stabiliseringsagent.

Samtidig ejer AC NC Holding Aps, som er ejet af den administrerende direktør André Rogaczewski og driftsdirektør Claus Jørgensen, 10,19 pct. af aktierne i Netcompany. Det svarer til over 5,1 mio af de aktier, der kan handles på fondsbørsen.

Netcompany har været på børsen i lidt over en time og koster 198,00 kr. Siden handlen startede klokken 09.00 torsdag er aktien dermed steget 27,7 pct.