Nestlé får eneret på KitKat-fingre

Fødevaregiganten har fået rettens ord for, at den engelske konkurrent Cadbury ikke må efterligne den populære chokoladebar KitKats fingerform.

Foto: KJERSTI HJELMEN. Arkivfoto. Nestlé har fået rettens ord for, at konkurrenter ikke må kopiere formen på den populære chokoladebar KitKat.
Læs mere
Fold sammen

Det er ikke længere nok at få beskyttet varemærkets navn for fødevaregiganten Nestlé. Nu har den også fået rettens ord for, at konkurrenten Cadbury ikke må kopiere formen på den populære chokoladebar KitKat, skriver ft.com.

Det er blevet slået fast ved en appel, som det schweiziske selskab har vundet. Dermed er Nestlé sikret, at konkurrenten Cadbury ikke efterligner den fingerformede chokoladebar KitKat.

Nestlés trang til at beskytte formen på chokoladebaren KitKat kommer i en tid, hvor virksomhederne kæmper om forbrugernes gunst i en økonomisk presset tid. Derfor er varemærker, specielle farver og former blevet ekstra væsentlige for selskaberne at holde fast i.

Det er heller ikke første gang, at de to konkurrerende konfekturevirksomheder tørner sammen. Engelske Cadbury har tidligere vundet retten til farven lilla, som pryder dens karakteristiske chokoladebar. Og nu har Nestlé så fået erklæret eneret til KitKat fingrene.

"Vi undersøger stadig dommens udfald og tager det til efterretning i forhold til vores position, selvom vi ikke har nogen planer om at lancere et lignende produkt i England," lød det fra engelske Cadbury ifølge ft.com.

Det er efterhånden normal procedure for virksomheder at tage sager om produkters form, farve og navn til højeste niveau, da produkternes genkendelige og velkendte udseende fanger kunderne ind, og det er svært for nye produkter hurtigt at opnå samme status.

"Forbrugernes adfærd bestemmes i langt højere grad af, hvordan tingene ser ud, så derfor er det virkelig vigtigt for virksomhederne at beskytte formen af deres produkter," siger Marisa Broughton, der er advokat hos Withers & Rogers til ft.com, og nævner Chanels parfume No 5 som et eksempel på et andet produkt, hvis form er vareregistreret.