Nemmere at udgive til alle mobiltelefoner

Dansk softwarefirma gør digitale magasiner og kataloger tilgængelige på alle nyere mobiltelefoner, uanset hvilket styresystem de anvender - og uden at der skal installeres ekstra programmer.

Digitale kataloger, magasiner, blade og brochurer skal kunne læses direkte på mobiltelefonen. Det skal ikke være nødvendigt først at installere særlige småprogrammer.

Derfor gjorde danske Zmags det fra onsdag muligt at tilbyde alle med en iPhone- eller Android-mobiltelefon eller en iPad-computer at se og blade i de digitale publikationer, som kunderne udgiver.

Præcis samme muligheder

»For udbydere af onlineindhold bliver det stadig mere besværligt at optimere indhold til mobile enheder. Der er et utal af skærmstørrelser, internetbrowsere, navigationsmuligheder og app stores (onlinebutikker til småprogrammer, red.) at tage højde for. Vi har lavet en browserbaseret løsning, så der ikke skal installeres noget på telefonen eller iPaden, selv om læseren stadig har fornemmelsen af at anvende et program. Læseren har samme muligheder som hidtil og kan rulle til næste side, zoome ind ved at trykke og dreje skærmen, så tryksagen vises som et helt opslag,« forklarer marketingsdirektør Joakim Ditlev.

Mobiludgaven dannes, som de traditionelle e-publikationer, af den PDF-fil, som udgiveren alligevel fremstiller. Mobiludgaven er lidt simplere end den »store« udgave til den større computerskærm. Alt er programmeret i HTML5 og virker dermed direkte i ethvert internetprogram, uden at man skal installere spor.

Og alle tidligere publikationer via Zmags konverteres automatisk til en mobiludgave.

Lettere for alle

Tror du, at folk orker at læse store kataloger på en mikroskærm, som mobilskærmen jo stadig er?

»Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, at der vil komme specielle mobiludgaver, hvor man arbejder med skriftstørrelse og billedvalg, men det er jo op til kunderne. Der vil dog helt klart ske et skred hen mod mobile magasiner, og på denne måde er det nemt for kunderne, som ikke skal programmere og vedligeholde en udgave til Apple, en anden til Nokia, en tredje til Android o.s.v. Man sender bare et link ud, og ser læseren magasinet via en mobiltelefon, får man automatisk mobiludgaven. Læseren skal ikke installere noget,« siger Joakim Ditlev.

Han tør ikke spå om, hvor populære mobilmagasiner bliver.

»Det er for tidligt. Men brugen af Internet fra mobiltelefoneen bare stiger og stiger, og flere vil bruge ventetiden på at kikke i takt med, at mobilskærmene bliver større, og at det er neemmere at få adgang til indhold,« siger han.

Zmags beskæftiger omkring 60 mand på verdensplan, heraf 30 i kontoret på Amager.

Blandt de nuværende digitale udgivelser er Ide-Nyt og Ikeas canadiske katalog.