NemID atter under angreb

For femte gang på kort tid har NemID været udsat for et angreb, der gør det umuligt at logge på netbank og offentlige hjemmesider. Tidskrævende at skulle håndtere nye angreb hele tiden, siger Nets DanID.

NemID blev onsdag aften ramt af endnu et DDoS-angreb, der gjorde det stort set umuligt for danskerne at logge på netbanken eller offentlige hjemmesider. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Vandall Ørtvig

NemID blev onsdag aften ramt af endnu et DDoS-angreb, der gjorde det stort set umuligt for danskerne at logge på netbanken eller offentlige hjemmesider..

Det skriver Version2.dk

Det oplyser pressechef Søren Winge fra Nets:

»Vi oplevede et nyt angreb onsdag aften klokken cirka kvart i syv. Det er svært at sige præcist, hvornår det stoppede, men frem til klokken syv var der stor ustabilitet (på NemID-appletten,red.),« siger Søren Winge til Version2.

Som beskrevet på Version2 var der også problemer med ustabilitet onsdag eftermiddag, men da skyldtes det angiveligt de tekniske tiltag, som Nets DanID løbende arbejder på for at sikre NemID bedre mod DDoS-angrebene, der har hærget login-tjenesten den seneste uges tid.

Gruppen Danish LulzTeam, der tidligere har hævdet at stå bag DDoS-angreb mod NemID, havde på forhånd varslet et nyt angreb, og i en besked på det sociale medie Twitter klokken 18.40 onsdag tager gruppen da også ansvaret for aftenens DDoS-angreb.

Kan Nets DanID sige med sikkerhed, at der har været tale om endnu et DDoS-angreb onsdag aften?

»Ja, det kan vi godt sige med sikkerhed,« siger Søren Winge til Version2.

Er I blevet klogere på, hvor angrebene stammer fra, og hvem der kan tænkes at stå bag?

»Nej, ikke andet end at vi kan se, at form og styrke på angrebene veksler. Det kan vi se på baggrund af den seneste uges hændelser. Vi bruger ikke så meget energi på at finde ud af, hvem der står bag, det overlader vi til politiet. Men vi har selvfølgelig også konstateret, at der har været noget kommunikation på Twitter,« siger Søren Winge til Version2.

Har I måttet optrappe bemandingen på grund af den seneste uges angreb?

»Ja, det er klart, at vi har flere processer i gang. Ud over den normale driftstyring er der forskellige gode folk i gang med de initiativer, vi arbejder med (for at dæmme op for nye angreb,red.). Men lige nu er det meget tidskrævende at håndtere de angreb, som kommer løbende.«

Så der er nogle medarbejdere, der har været længe på arbejde den seneste uges tid?

»Ja, det kan man godt sige.«

Søren Winge oplyser, at der også torsdag kan være problemer med at logge på hjemmesider med NemID. Ustabiliteten skyldes dog de sikkerhedstiltag, Nets DanID lige nu arbejder med. De fleste brugere vil opleve, at de kan logge på i andet forsøg, oplyser pressechefen.

Nets DanID har som tidligere beskrevet på Version2 meldt flere af DDoS-angrebene til politiet.

Deltag i debatten på Version2.dk