NemHandel får central rolle i EU-projekt

Dansk e-samhandelsprojekt NemHandel får central rolle i udviklingen af europæisk standard.

Læs mere
Fold sammen
Det danske e-samhandelskoncept NemHandel kommer til at spille en central rolle i et nyt EU-pilotprojekt – PEPPOL (Pan-European Public Procurement On-Line), som der netop er blevet afsat midler til.
Det skal bane vejen for, at enhver offentlig institution i fremtiden kan ordne sine indkøb elektronisk med et hvilket som helst privat firma i EU.

- Når det kommer til elektronisk samhandel i og med det offentlige, er Danmark – og i særdeleshed NemHandel-konceptet – blandt de mest progressive i verden. Derfor giver det mening at lade sig inspirere af NemHandel-projektet, og helt konkret bruger vi koden fra den danske NemHandel-løsning og udvikler en løsning, der vel bedst kan betegnes som ’NemHandel 2.0’, lyder det fra chefkonsulent Mikkel Hippe Bruun i en meddelelse fra IT- og Telestyrelsen. 

NemHandel obligatorisk i 2011

NemHandel, der er udviklet af IT- og Telestyrelsen i samarbejde med Accenture, er en teknologi, som gør det muligt for virksomheder at udveksle forretningsdokumenter - primært fakturaer, elektronisk imellem organisationer. For nylig vandt NemHandel ’Digitaliseringsprisen 2009’ i Danmark.

Fra og med 2011 bliver det i Danmark obligatorisk for alle offentlige institutioner og deres leverandører at varetage fakturering via NemHandel.

asa