Nej tak-ordning ændret i ellevte time

Erhvervslivet har i sidste øjeblik fået gennemtrumfet en mere lempelig Nej tak til reklamer-ordning. Det skriver Politikens forbrugersite Tjek.dk.

Erhvervslivet har i sidste øjeblik fået gennemtrumfet en mere lempelig Nej tak til reklamer-ordning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Det står klart efter, at Forbrugerombudsmanden og forhandlingsparterne bag danskernes nye værn mod reklamer mandag ændrede retningslinjerne.

Ændringen betyder, at telefonbøger og aftenskolekataloger vil blive leveret til døre med klistermærket 'Nej tak til reklamer'. Hvis danskerne gerne vil undgå disse tryksager, skal de have fat i det andet klistermærke 'Nej tak til reklamer og gratis aviser'.

"Denne ændring vil medføre en mindre svækkelse af forbrugerbeskyttelsen, for nu er man nødt til at sætte det store skilt på for at undgå telefonbøger og aftenskolekataloger. I sidste ende er det en politisk afgørelse," siger Forbrugerombudsmand Henrik Øe til tjek.dk.

Aftalen om den nye Nej tak-ordning blev ellers forhandlet på plads i slutningen af november til parternes store tilfredshed. Men få dage efter fik Dansk Erhverv kolde fødder, da producenterne af årlige 10 millioner telefonbøger, Eniro og De Gule Sider, brokkede sig over udsigten til at blive bortvist fra danskernes dørmåtter.

Forbrugerombudsmanden nægtede først at genåbne den færdigforhandlede aftale, så i stedet bankede industrien på dørene til Folketingets trafikudvalg. Her er det lykkedes at overbevise politikerne om en mere lempelig ordning, og et enigt udvalg opfordrede i torsdags ombudsmanden til at genåbne forhandlingerne.

"Det er helt åbenlyst, at Dansk Erhverv har presset på for denne ændring. De har siddet med i forhandlingerne, hvor præcis dette punkt blev drøftet. Bagefter er de så kommet på andre tanker, og det er lykkedes dem at overtale politikerne," siger Henrik Øe.

Forbrugerombudsmanden har i et svar til Folketinget selv anført, at telefonbøger og aftenskolekataloger er reklamer i markedsføringslovens forstand, og at borgere med Nej tak-mærker derfor selv bør bede om at få tryksagerne tilsendt.

Forbrugerrådet lægger ikke skjul på det uhensigtsmæssige i, at den først indgåede aftale nu er blevet ændret. Alligevel har rådet valgt ikke at modsætte sig en svækket udgave af de nye klistermærker.

"Vi kan stadig stå inde for aftalen. I sidste ende handler det om, hvorvidt aftenskolekataloger og telefonbøger skal anses for reklame eller ej. Men på trods af denne ændring kan forbrugerne stadigvæk selv vælge, om de vil have de tunge telefonbøger ind ad døren eller ej," siger Mette Boye, afdelingschef i Forbrugerrådet.