Nej, du har ikke vundet 9.000 kr.

Firma lokker med gavekort til Elgiganten. Men det er ren fup.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med en stor pengepræmie til elektronikkæden Elgiganten som lokkemad forsøger et dansk firma at lokke oplysninger ud af godtroende folk. Men Elgiganten er ikke med på legen og advarer nu sine kunder og andre om at falde for fristelsen.

Et større antal danskere har modtaget en mail, hvor de kan læse, at de har glemt at afhente et gavekort på 9000 kr. til Elgiganten, som de har vundet. Men i stedet for at komme i nærheden af de 9.000 kroner, så risikerer forbrugerne i stedet, at de afleverer kontaktinformation og personlige oplysninger til reklamefirmaet bag mailen.

I mailen, der udgiver sig for at være afsendt af Elgiganten, bliver modtagerne bedt om at trykke på et link og udfylde et skema for at kunne modtage gavekortet. De indtastede oplysninger har efter Elgigantens opfattelse til formål at indhente oplysninger om modtagerne og få dem til at sige ja til yderligere markedsføringsmateriale.

Elgiganten har fundet frem til virksomheden, der står bag de pågældende mails, og arbejder gennem deres advokat for at stoppe misbruget. Elektronikkædens advokater ønsker dog ikke at oplyse firmanavnet eller at kommentere sagen yderligere i øjeblikket.

Den pågældende reklame er for eksempel blevet eksponeret via et affiliateprogram hos firmaet Adfair. Direktør Henrik Sode Holm Kærgaard fra Adfair er hurtig til at indrømme, at der er sket en beklagelig fejl og oplyser, at den på gældende partner, der har anvendt Elgiganten i sin tekst er blevet udelukket fra affiliateprogrammet.

"Jeg er normalt den første til tage afstand fra den type markedsføring, og vi har allerede skrevet til Elgiganten, at vi er kede af det, og at det ikke sker igen," siger direktøren til ComON.

Ifølge ham blev kampagnen lukket ned, så snart Elgiganten henvendte sig.