Naturplan vil koste landbruget milliarder

Vandmiljø kommer til at koste tusindevis af arbejdspladser - blandt andet fordi hver fjerde mark skal braklægges.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Miljøministeriets forslag til genopretning af vandmiljøet kan koste tusindvis af arbejdspladser og betyde milliarder af tabte eksportkroner. Det skriver dagbladet Børsen. For de omfattende miljøkrav betyder, at omkring 25 pct. af den nuværende landbrugsjord ikke længere kan dyrkes, og det får både konsekvenser for planteavlere, svine- og kvægbrug samt hele følgeindustrien med slagterier, transport og byggeri, understreger landbrugets organisation Landbrug og Fødevarer. Organisationens beregninger viser, at det kan koste 10.000 job og 5,4 mia. kr. i eksportindtægter, hvorfor hele samfundsøkonomien bliver ramt.

»Som vandplanerne ser ud nu, vil det betyde en dramatisk reduktion af landbrugsproduktionen. Og det vil få alvorlige konsekvenser for de landmænd, der har købt deres jord i tillid til, at de kan dyrke den,« siger vice-formand i Landbrug og Fødevarer Niels Jørgen Pedersen, der peger på, at »vi kan slet ikke forestille os det, som det ligger i planerne nu, for det vil ramme hele samfundsøkonomien meget alvorligt.«

Men i Miljøministeriet, der altså har udarbejdet planerne, siger man, at det er for tidligt at forsøge at beregne de økonomiske konsekvenser. Vandplanerne skal sikre, at Danmark i 2015 lever op til miljøkravene i EU's vandrammedirektiv. Foreløbig har Miljøministeriet kun sendt et forslag til vandplanerne i en såkaldt forhøring i kommunerne, mens det endelig forslag først ventes klar til sommer.