Naturens rige onkel

Leif Skov Fondsmilliarder. Som topfigur i Aage V. Jensen-fondene kombinerer Leif Skov rollerne som grøn filantrop og forretningsmand.

Advokat Leif Skov, fondbestyrelsesformand i to af Aage V. Jensen-fondene. Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Berg

Advokat Leif Skov ligner snarere en forstmand eller biolog end den succesrige forretningsmand, han er. Håret stritter lidt uregerligt, og den ternede skjorte signalerer snarere fugletur end møder på bonede gulve, hvor pressefolderne er i orden. Stemmeføringen er en smule sagtmodig og langtfra forestillingen om en arrogant københavnsk topadvokat.

Fremtoningen disharmonerer med omgivelserne, hvor Leif Skov for nogle år siden en sjælden gang lod sig fotografere. På godskontoret på det 750 hektar store familiegods Sødringholm ved Randers, hvor tunge mørke møbler, hundredvis af bogbind bag glaslågerne sender et signal om dybe og historiske rødder.

Sødringholm købte Leif Skov i starten af 90erne for godt og vel 30 mio. kr. - godt gået af den dengang midaldrende advokat. Leif Skov mødte sig skæbne - og sin lykke - da han i 70erne blev advokat for en af datidens succesrige byggematadorer, tømrermester Aage V. Jensen. De to mænd opbyggede et nært venskab samtidig med, at Aage V. Jensen satte sig kendte monumenter som Hotel Hvide Huskæden og Lyngby Storcenter og opbyggede sin formue.

Så flyttede Jensen til Schweiz, og Leif Skov bistod ham med at stifte en fond i Liechtenstein, Aage V. Jensen Charity Foundation.

Efter byggematadorens død blev omkring halvdelen af hans pengetank placeret i fonden, da de fire børn og ekskonen havde fået deres, og det var Leif Skov, der håndterede det store bo efter byggekongen.

Omkring det tidspunkt flyttede Leif Skov til England, hvor han boede en halv snes år. En del af tiden boede også hans to børn Mette og Anders i England, og alle arbejdede de for fonden, som blandt andet opkøbte skovejendomme i Skotland og Sydafrika.

Leif Skov opkøbte også selv skovejendomme, som det lykkedes ham at sælge på et gunstigt tidspunkt. Tingene blev dog altid holdt skarpt adskilt mellem hans egen økonomi og fondens, forsikrer han.

Tætte familiebånd

I dag er hele den tæt sammenknyttede og velhavende familie hjemme i Danmark igen, og de har alle gjort det til deres udkomme at arbejde for Aage V. Jensen-fondene. Historien om advokatdynastiet, der styrer milliardfondene, giver anledning til en del løftede øjenbryn blandt de grønne organisationer, som er tæt på naturens rige Onkel Aage, som Leif Skov ofte kaldes. Går alting nu helt rigtigt for sig? Hvorfor er det lige sønnen Anders, der skal være direktør for den grønne milliardfond? En fond står ikke til regnskab for nogen generalforsamling eller aktionærer, og fondsmyndigheden har ingen kompetence til at blande sig i, om en søn eller en datter får en ledende og vellønnet post.

Leif Skov er overbevist om, at han gør det rette: »Jeg har arbejdet for Aage V. Jensen fra 1971 til hans død i 1986. Jeg har lovet ham at følge hans fonde, så længe jeg har mulighed herfor. De resultater, der er opnået i disse fonde, ville ikke være lykkedes uden en stærk opbakning for hele min familie, og uden dem ville jeg ikke kunne holde mit løfte til Aage V.

Jensen,« siger patriarken næsten højstemt.

For det er altid ham, der udtaler sig. Spørger en journalist efter datteren Mette, er det farmand, der kort efter ringer op.

Med far for bordenden

Det er hævet over enhver tvivl, at kommandovejene i Aage V. Jensen-fonden er bemandet med familien Skov. Mette er formand for moderfonden i Liechtenstein og har således et stort ord at skulle have sagt ved udpegelsen til bestyrelsen i den danske Aage V. Jensen Naturfond. I Naturfondens bestyrelse sidder så hendes far, Leif Skov, og broren Anders er direktør.

Med sig i bestyrelsen i Naturfonden har Leif Skov bl. a. tidligere industriminister Nils Wilhjelm. I et interview med Jyllands-Posten for et par år siden bekendte de begge fortidens synder: »Jo ældre man bliver, desto mere tænker man på, hvad man egentlig efterlader til efterkommerne. Dertil kommer, at vi begge tilhører den generation, der har ødelagt mest i den danske natur. Derfor har vi en særlig forpligtelse til at være med til at rette op,« sagde Leif Skov.

Bortset fra enkelte sure landmænd er de fleste enige i, at Naturfonden gør gode ting for Danmark, og der var stor jubel, da fonden i sommer meddelte, at den købte området omkring den afvandede Filsø for at genskabe søen.

Men hemmelighedskræmmeriet omkring fonden i skattelyet Liechtenstein er ofte kilde til snak. Ingen ved, hvor mange penge moderfonden har, og ingen ved, hvilket honorar Mette Skov hæver for sin indsats som formand.

Og det får de heller ikke at vide: »Reglerne i Liechtenstein er sådan, at hvis et medlem af bestyrelsen giver oplysning om noget som helst, så bliver den pågældende smidt ud,« oplyser Leif Skov.

De næste fjorten dage er der lukket ekstra godt ned for den diskrete fond. Ledelse og medarbejdere er på seminar i Sydafrika, hvor Liechtenstein-fonden ejer et naturområde ved Limpopofloden på størrelse med Langeland! B.