Nationalbanken i dyrt IT-koks

Systemet til landets kommende betalingssystemer bliver meget dyrere end forventet, og det frygtes, at systemet er kørt af sporet.

Nationalbankdirektør Lars Rohde på hans kontor i Nationalbanken Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Under navnet Kronos2 er Nationalbanken ved at udarbejde et nyt it-system til at være rygraden i de danske betalingssystemer. Men udviklingen er allerede forsinket et år og er blevet over 125 mio. kr. dyrere end planlagt. Nu frygter Dansk Folkeparti med partiformand Kristian Thulesen Dahl i Nationalbankens bestyrelse, at projektet er ved at køre helt af sporet.

"Folk med indsigt siger, der er et stykke vej endnu, og de 325 mio. kr. (som platformen samlet set har kostet indtil videre, red.) er væk. Man kan frygte, at man helt må skrotte den nuværende ikke færdiggjorte udgave af Kronos2," skriver DF's erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, til FinansWatch.

FinansWatch har fulgt sagen tæt og har ikke kunnet få svar fra Nationalbanken på, om Kronos2 ender med at blive helt droppet eller ej. Systemet skal fungere som bankernes netbank i Nationalbanken og skulle have været i funktion allerede i april sidste år. Den nye startdato  er marts i år, men ifølge Nationalbanken selv når man heller ikke at lancere det kritisk vigtige it-system i denne måned, skriver Finanswatch.

DF undrer sig over Nationalbankens fremgangsmåde.

"Så vidt jeg er orienteret, har Nationalbanken ikke villet rådføre sig med de største banker, før man gik i gang med Kronos2. Man har tilsyneladende insisteret på at anvende allernyeste teknologi, som således ikke er afprøvet tilstrækkeligt," skriver Hans Kristian Skibby ifølge Finanswatch.

Han frygter, at en millionregning vil ende hos bankkunderne og efterlyser, at erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) går ind i sagen. Både Venstre, SF og Liberal Alliance har tidligere over for FinansWatch krævet, at Nationalbankdirektør Lars Rohde giver erhvervsminister Brian Mikkelsen en redegørelse om forsinkelsen uden at det er sket. Baggrunden for systemet er at gøre klar til at tilslutte sig det fælleseuropæiske clearing- og afviklingssystem T2S til oktober.