Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Når man som flyrejsende kommer til Københavns Lufthavn og går ud og prajer en hyrevogn på holdepladsen, så lyder startgebyret ifølge det nævn, der fastsætter priserne, på 24 kroner.
Men i en periode har flere taxivognmænd fra 4x48 TaxiNord taget 37 kroner i startgebyr, altså 13 kroner mere.
Sekretariatschef i Taxinævnet i Region Hovedstaden Anne Sofie Aggerbeck-Lauritzen bekræfter, at man undersøger en sag om, at et taxiselskab skulle tage 37 kroner i stedet for 24 kroner i lufthavnen. Hun opfordrer kunder, der oplever at blive trukket 37 kroner i startgebyr til at henvende sig til nævnet.
»Vi er ved at undersøge, hvad der er op og ned i sagen. Det ligger dog fast, at startgebyret er 24 kroner i lufthavnen og ikke 37 kroner,« siger hun til Berlingske Business.
Det er Taxinævnet, som fastsætter de maksimale takster, taxierne i Region Hovedstaden må opkræve, herunder starttaksten for lufthavnsture. Da en taxitur fra Københavns Lufthavn betragtes som en gadetur, betyder det, at starttaksten – dvs. det beløb, som taxametret viser, når taxituren starter – udgør 24 kroner, forklarer Anne Sofie Aggerbeck-Lauritzen.
Taxinævnet opfordrer samtidig folk til at afvise at betale det højere gebyr.
Baggrunden for prisstigningen kan findes i, at en række vognmænd er utilfredse med, at udgifter for en tur i lufthavnen er steget på grund af en aftale mellem en række store taxiselskaber og lufthavnen. Sidste år indgik fire bestillingskontorer i København således en aftale om taxikørsel i Københavns Lufthavn.
Aftalen med lufthavnen indebærer, at vognmanden skal betale 16 kroner for hver tur, der starter fra lufthavnen. Pengene skal dække en række omkostninger, som lufthavnens ledelse mener, er forbundet med taxikørslen derude.
Direktør i 4x48 TaxiNord Carsten Aastrup erkender, at der er nogle vognmænd, der tager 37 kroner i startgebyr, når de kører ude fra holdepladsen i lufthavnen. Han afviser dog, at firmaet skulle have et ansvar for, hvilken pris de har taget.
»Vognmændene har sagt, at de er blevet snydt dag ud og dag ind i et år, og så har vi ikke kunne gøre andet end at rette ind til højre, og sige, at de vognmænd, der har lyst til det, må tage 37 kroner, selv om det er 24 kroner,« siger han.
Hvis der er nogle kunder, der har været ude at køre i dine taxier fra Københavns Lufthavn og har betalt 37 kroner i startgebyr, har de så betalt for meget?
»Det er et fortolkningsspørgsmål.«
Taxinævnet fortolker det meget klart. Det skal koste 24 kroner fra Københavns Lufthavn.
»Det er fint nok, men der er nogen andre, der fortolker det anderledes. Og nu må vi finde ud af, hvad der er rigtigt«.
Taxikonkurrent: Det skader branchen
Hos Amager - Øbro Taxi 4 x 27 er man yderst utilfreds med sagen, som ifølge direktør Thomas Petersen skader hele taxibranchen.
»Det er virkelig ærgerligt, at man vælger at tage mere end taxinævnet tillader. Det skader os som branche. Det sker i en tid, hvor vi kritiserer Ubers metoder, og så kan folk konstatere, at der bliver snydt i vores egen branche. Det kan simpelthen ikke nytte noget,« siger han.
Thomas Petersen foreslår, at transportminister Hans Christian Schmidt (V) griber ind og stopper aftalen mellem selskaberne og Københavns Lufthavn. Firmaet har derfor onsdag sendt et åbent brev til ministeren.
Thomas Petersen mener samtidigt, at man indtil videre bør fratage 4x48 TaxiNord retten til at køre – som minimum i lufthavnen, indtil selskabet retter ind.
I Taxinævnet for Region Hovedstaden er formand Jens Jørgen Nygaard klar til at handle, når sagen er undersøgt til bunds. Foreløbig har man dog bedt 4X48 TaxiNord forklare deres sag.
»Hvis det er sandt, at man uretmæssigt har taget for mange penge fra intetanende kunder, er der ingen tvivl om, at Taxinævnet vil handle i henhold til taxilovgivningen og se på andre værktøjer, som vil sikre, at taxikunder bliver behandlet lovligt,« skriver Jens Jørgen Nygaard i en email til Berlingske Business.
Sagen om de forhøjede startgebyrer bliver behandlet på taxinævnets næste møde i december.