Når pressen ringer

"Pressen gider kun beskæftige sig med det negative." "Journalisterne leder altid efter problemerne." Disse og hundrede andre beslægtede holdninger møder jeg gang på gang, når jeg underviser virksomheder og organisationer i pressehåndtering. Og der er ikke andet at sige end: "Ja. Det er rigtigt set!"

Derefter følger stort set altid diskussionen om, hvorvidt der så er andet at gøre for et potentielt offer end at kaste sig i nato-stilling under skrivebordet og håbe, at han eller hun ikke bliver opdaget. Er der overhovedet noget at stille op overfor et kobbel blodtørstige nyhedshunde, der står op hver morgen med det erklærede mål for dagen: At finde et par velegnede balder, de kan rive af i løbet af dagen? Selvfølgelig er der det.

Udgangspunktet er, at man forsøger at forstå de mekanismer, der driver medierne. Den forståelse når man hurtigere, hvis man forsøger at se på sig selv som bruger af medierne - altså som avislæser, lytter eller seer. Hvad er det for typer forsidehistorier, der får en til at læse avisen? Hvad er det for nyheder, man bliver hængende foran skærmen for at se i stedet for at lufte hunden eller checke e-mails?

Som oftest er det historier, der har et element af konflikt. Konflikter er det, som alle gode historier er skabt af. Den spændende roman, man ikke kan lægge fra sig, som man læser ved aftenstid og lige må have en kapitel mere af, inden man slukker natlampen, rummer efter al sandsynlighed en eller flere konflikter, spændingsfelter, brudflader. Det er konflikterne og deres løsning, der interesserer os. Ingen gider læse en avis, hvor forsidehistorien lyder: "Også i går gik 200.000 mennesker over gaden uden at blive kørt over." Det er en positiv, men i bund og grund ligegyldig statusrapport, der formentlig kun vil finde vej til omtale i medierne, hvis den er så overraskende, at man udbryder et højt "AHA - det må jeg nok sige." Altså hvis historien bryder med en fasttømret forestilling om, hvordan et eller andet forholder sig. Vi gider ikke læse, høre om eller se det, der er indlysende og derfor skriver, fortæller og viser medierne noget andet. Det er ikke raketvidenskab. Det er nærmest indlysende.

Når så mange alligevel mener, at pressen er for negativ og problemorienteret, så skyldes det i høj grad, at man af naturlige årsager har ekstra fokus på den medieomtale f.eks. ens virksomhed, organisation eller politiske parti får. Man vil naturligt være langt mere ømskindet og opmærksom på, om man får en retfærdig (læs: ukritisk) behandling end hvis historien handler om konkurrenten. Der bliver man typisk småfornærmet, hvis journalisterne ikke er gået tilstrækkeligt dybdeborende til værks. Bedømmelse af pressen og i hvilket omfang de historier, der fortælles er "for meget, for lidt eller tilpas," er altså subjektiv.

En fornuftig omgang med pressen handler altså om at få et mere realistisk billede af, hvad der er pressens vilkår. Hvis man kun kan tåle positiv omtale, er den sikreste vej at købe noget spalteplads på annoncesiderne. Det er vigtigt, at man ikke opfatter det som et personligt angreb, hvis man kommer i søgelyset. (Dem, der opfører sig ordentligt, kommer sjældent galt af sted!) Journalister er ikke Ninja-hævnere men bare mennesker, der passer deres arbejde. Brug noget tid på at forklare journalisten sagens sammenhæng. Ikke alle journalister er eksperter i det, de skriver om, og de færreste er belastet af den viden, som man selv er i besiddelse af. Og endelig er det værd at huske, at det ikke journalisternes opgave at lægge ofrene op på puslebordet og nusse den gode forklaring og positive vinkel frem. Det må man selv tage ansvar for. Og ved at samarbejde offensivt og konstruktivt med pressen, kan man rent faktisk medvirke til at nuancere og nogle gange helt "dræbe" historier, der ellers ville tage sig mindre fordelagtigt ud.