Når morfar skriver strategibog om Joe & the Juice-stifteren

Anmeldelse. Bogen »Mig & Joe« er en anderledes strategibog, og den vil være anderledes, nok fordi den beskæftiger sig med en anderledes virksomhed, end vi normalt ser i dansk erhvervsliv.

Foto: Nikolai Linares. »Mig & Joe« er skrevet af direktør Lars Bo Hansen fra managementfirmaet Valcon Management Consulting, og den handler om hans arbejde med juicebarkæden Joe & The Juice, og i særdeleshed om samtaler med stifteren Kaspar Basse (billedet), som også står som medforfatter.
Læs mere
Fold sammen

Da bogen »Mig & Joe« landede i min indbakke på redaktionen, blev jeg oprigtigt talt glad. Bogens visuelle udtryk med brug af fantastiske, entusiastiske billeder, den grafiske opsætning, det anderledes format, valg af papir og solidt papomslag var anderledes end de bøger, vi ellers modtager om strategi og ledelse.

»Mig & Joe« er skrevet af direktør Lars Bo Hansen fra managementfirmaet Valcon Management Consulting, og den handler om hans arbejde med juicebarkæden Joe & The Juice, og i særdeleshed om samtaler med stifteren Kaspar Basse, som også står som medforfatter.

Først og fremmest er det en cool bog med et godt anslag: »Jeg står splitternøgen, første gang jeg møder Kaspar Basse«.

Så er vi i gang, og selv om bogen er en anderledes strategibog, kommer vi dybt ind i maskinrummet, hvor Kaspar Basses tanker med Joe & The Juice udfolder sig. De er alt andet end nøgne, men bærer en dybde og et udtryk, som fortjener at blive vist frem.

Bogen er absolut værd at læse, og så kunne anmeldelsen slutte her med »have a nice day«.

Men så let skal vi ikke slippe, for bogens kvalitet skal begrundes og vil blive det, men først lige et svinkeærinde omkring irrita­tionsmomenter i bogen.

Et Disney Sjov for meget

Lars Bo Hansens anvender en fortællemetode, hvor han underspiller sig selv og sine egne evner. Han opbygger et scenarie, hvor den kloge professoragtige ledelseskonsulent i velsiddende habit og ni bøger på bagen er håbløst gammeldags i forhold til den nytænkende Kaspar Basse med beat, kampsport, tatoveringer og lækkert hår.

Undervejs flyder det med retoriske spørgsmål, som alene skal udstille konsulentens uformåenhed.

Helt slemt bliver det, når konsulenten bliver kaldt til møde fredag kl. 19.00, hvor han ellers skulle have set Disney Sjov.

Karakteren morfar, der møder rockstjernen, er for meget, men formentlig det kunstgreb, Lars Bo Hansen måtte ty til for at skabe en sproglig motor i fortællingen. Og indrømmet, bogen er velskrevet, let læst og har en entydig retning.

Nu ved jeg tilfældigvis, at Lars Bo Hansen er en superskarp konsulent, som ja, nok før har mødt en virksomhedsstifter, som er ud over det sædvanlige med en usædvanlig og godt tænkt forretningsmodel.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at modsætningsforholdet mellem Kaspar Basse og Lars Bo Hansen i min optik bliver beskrevet med et lidt for stort forstørrelsesglas.

Et andet tema, jeg savner uddybet i bogen, er Kaspar Basses forhold til eksterne investorer.

I bogen fremstår det som om at Joe & The Juice er selvfinansierende og kan håndtere den eksplosive vækst helt alene blot med Kaspar Basses stærke vision og et hold af ansatte, som lever og ånder Joe & The Juice-ånden langt ud over landets grænser.

De ansatte er der ikke for pengenes skyld, men fordi de bliver motiveret af stedet, stemningen og ånden i virksomheden. I Joe & The Juice-sprog hedder det ambiance, hvis betydning er stærkt beskrevet i bogen.

Men hvordan sikrer Kaspar Basse sig den stemning og holdånd, når han ikke længere er majoritetsaktionær, men netop har solgt mere end halvdelen af virksomheden til en kapitalfond? Den diskussion savner jeg i bogen, ikke mindst i lyset af de forandringer, som er sket i Tiger og i Løgismose-Meyer, som i lighed med Joe & The Juice er nye danske virksomheder stiftet af enere i dansk erhvervsliv.

Når Kaspar Basse kan holde de kolde excel-ark ude af office, som hovedkontoret kaldes, skyldes det formentlig, at han leverer resultater som lovet. Ikke et ondt ord om kapitalfonde og pengemænd, men det er det, de kender til. De er dygtige til at håndtere penge og værdier, og det er uanset om det er babytøj eller friskpresset juice. Hvis virksomhederne ikke leverer, rykker kapitalfondene ind på kontorerne og begynder at detailstyre, så stifteren enten resignerer eller løber skrigende bort.

Konsulentens styrker

Styrken i bogen er til gengæld Lars Bo Hansens evne til at sætte ord på de strategiske overvejelser, som Kaspar Basse nødvendigvis må gøre sig. Vi kommer også gennem modeller, der anvendes til at forklare, hvilken strategisk retning Joe & The Juice må foretage sig. Og konsulentens evner træder i karakter, når han gennemgår modellerne og får defineret virksomhedens nøgleværdier.

Det er grundlæggende interessant læsning og vil, om ikke kunne kopieres så danne grundlag for inspiration.

Dansk erhvervsliv savner ægte rockstjerner. Kaspar Basse er en af dem, og når han siger, at han vil have indflydelse på ungdomskulturen ved at være anderledes, blot for at være anderledes, forekommer det dybt troværdigt. Når han kalder Joe & The Juice for et people company, der begynder med juicerne og ender helt ude ved disken, hvor kunder imødekommes med ægte opmærksomhed, er det ikke tom salgssnak, men hans raison d’etre.

Hovedpointen i bogen er, at Joe & The Juice ud over en lang række styrker topper på ambiance og inklusion. Og forfatterens styrke er, at han gennem opbygningen af bogen tager os med på den rejse, hvor inklusion bliver det ekstra lag, som definerer Joe & The Juice som en blue ocean-virksomhed, der adskiller sig markant fra de virksomheder, som befinder sig i red ocean med ensartede produkter, der kæmper om prisen.

Irritationsmomenterne til trods er bogen absolut værd at læse, fordi den viser, underbygger og dokumenterer, at Joe & the Juice er alt andet end same shit, different toilet.

Måske ovenikøbet så meget, at Kaspar Basse en dag ender på forsiden af Rolling Stone, som vil være hans eget ultimative bevis på, at Joe & The Juice har haft varig betydning for ungdomskulturen.