Iført et julemandskostume poserer Elon Musk foran et lysende juletræ flankeret med ordene »Ozempic Santa« og henviser til danske Novo Nordisks vægttabsmedicin.
Men i virkeligheden bruger han vægttabsmiddel fra den amerikanske konkurrent Eli Lilly.
Novo-rivalens vægttabsmiddel Mounjaro har bare ikke helt »den samme klang« som Ozempic, skriver Musk i et opslag delt på X.
Til gengæld har præparatet fra Eli Lilly, ifølge Musk, både færre bivirkninger og er samtidig mere effektivt mod vægttab.
Han har nemlig oplevet, at Ozempic giver ham »luft i maven« og er derfor skiftet til den amerikanske rival, skriver New York Post.
Opslaget på X sker i kølvandet på en udmelding fra Musk tidligere i december, hvor han bebudede, at det ville »forbedre amerikanernes sundhed, levetid og livkvalitet«, hvis man gjorde GLP-midlerne billigere for offentligheden.
Både Mounjaro og Ozempic er såkaldte GLP-1-præparater, der er baseret på stoffet semaglutid, der er et af de appetitregulerende stoffer, som produceres naturligt i tarmene.
Ozempic, der bruges til behandling af diabetes, men også er kendt for at sænke appetitten, er fortsat Novo Nordisks bedst sælgende lægemiddel.
Musk har ad flere omgange sat ord på sin begejstring for vægttabsmedicin.
Allerede tilbage i 2022 røg rigmanden til tasterne og svarede på et X-opslag, der komplimenterede hans fysiske fremtoning og spurgte til, hvad hans hemmelighed er.
»Fasting og Wegovy,« lød svaret fra Musk.
Det er en position, der direkte strider mod Robert F. Kennedys, der er blevet udpeget af Donald Trump som USAs kommende sundhedsminister.
Inden valget tordnede Kennedy mod brugen af vægttabsmedicin og har blandt andet udtalt, at Novo Nordisk satser på at sælge fedmemiddel til amerikanere, fordi de er »dumme« og »afhængige af stoffer«.
»Hvis vi bare gav god mad, tre måltider om dagen, til alle mænd, kvinder og børn i vores land, kunne vi løse fedme- og diabetesepidemien fra den ene dag til den anden,« har Robert F. Kennedy sagt til Fox News.




