Musk tabte afstemning – nu vil han ændre spillereglerne

Elon Musk sendte sin direktørstatus til afstemning og tabte. Nu vil han ændre reglerne for afstemninger på Twitter, efter flere brugere gjorde ham opmærksom på en – ifølge dem – indbygget fejl i afstemningen.

»God pointe«. Elon Musk overvejer tilsyneladende at tage en ny afstemning om sin egen direktørrolle i Twitter. JIM WATSON/AFP

Mandag tabte Elon Musk en afstemning på det sociale medie Twitter.

Den nye Twitter-ejer spurgte, om han skulle træde af som administrerende direktør. 17,5 millioner stemte, og 57,5 procent mente, at det skulle han.

Nu er der dog noget, der tyder på, at den afstemning meget vel kan gå om.

En række Twitter-brugere har nemlig anfægtet dens resultat.

Den omstridte tysk-finske internet-iværksætter og politiske aktivist Kim Dotcom skriver:

»Hey, @elonmusk, det er uklogt at køre en afstemning på den måde, når du er den dybe stats fjende #1. De har den største bot-hær på Twitter. De har 100k (100.000, red.) 'analytikere' med 30-40 profiler, som alle stemmer mod dig. Lad os rydde op og køre afstemningen igen. Flertallet har tiltro til dig.«

»Interessant,« svarer Elon Musk.

En anden bruger skriver:

»Blå abonnenter burde være de eneste, der kan stemme i policy-relaterede afstemninger. Vi har faktisk noget på spil.«

»God pointe. Twitter vil lave den ændring,« svarer Musk.

Twitter Blue er Elon Musk betalte abonnementsordning på Twitter, der giver alle mulighed for at købe et blue tick-verificeret badge til deres konto.

Ud med dig

Det har mildest talt været en tumultarisk periode i Twitter, siden Elon Musk endegyldigt overtog det private medie.

Den selverklærede ytringsfrihedsforkæmper har nemlig oplevet lidt af et bagslag, efter Twitter begyndte at bandlyse folk til højre og venstre.

Først var det ikke længere tilladt at henvise til andre sociale medier.

Så blev en lang række kendte journalister bandlyst for at have skrevet kritisk om Twitters bandlysning af en anden Twitter-konto, der delte Musks fysiske placering i realtid. Det var »henrettelsesskoordinater«, mente Musk, der gjorde den slags informationer forbudte på Twitter.

Senere lod Musk så forstå, at man ville lægge store ændringsforslag i Twitter-politikken ud til afstemning blandt brugerne.

»Fremover vil der blive stemt om store politiske ændringer. Undskyld. Vil ikke ske igen,« skrev Elon Musk.