Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hvor der i 2007 blev solgt 500,5 millioner CDer i USA, faldt salget i 2008 til 428,4 millioner, har analyseinstituttet The Nielsen Co. gjort op. Det er et fald på 8,5 procent, og tallet omfatter også enkeltnumre solgt digitalt over nettet. Salget af fysiske CDer med hele albums faldt i sig selv med 20 procent - fra 450,5 millioner til 362,6 millioner styk.
Derimod steg musiksalget af hele albums over nettet med 32 procent til det hidtil største, nemlig 65,8 millioner styk. Og salget af enkeltnumre gennem musikbutikker som Apples iTunes-netbutik voksede med 27 procent i forhold til 2007, viser opgørelsen.
Størst fald i klassisk musik
Årets musikuge var ugen op til jul - ganske som sidste år. I år blev der solgt 65 millioner albums, hvilket er det højeste nogen sinde. Den hidtidige rekord var juleugen i 2007 med et salg på 58,4 millioner albums.
Det største fald i salget rammer klassisk musik. Det er gået 26 procent ned. Derefter følger countrymusik med 24 procent og latinamerikansk musik med 21,1 procent.
»Musikforbruget har aldrig været højere, nu er det bare et spørgsmål om at forsøge at få det til at give overskud,« siger Silvio Pietroluongo fra branchebladet Billboard.
Enkelte selskaber formår at tjene penge på det digitale musiksalg. I september overgik Warner Music Groups Atlantic Records' digitalsalg for første gang indtægterne fra salget af CDer. Selskabet er USAs bedst sælgende.
Comeback til vinylpladen
Spøjst nok har den gamle vinylplade fået en uhørt renæssance, samtidig med at musikken bliver digital. Faktisk blev der i 2008 solgt flere LP-plader end noget tidligere år siden 1991, viser opgørelsen fra Nielsen SoundScan, nemlig 1,88 millioner af slagsen.
Her er hittene Radioheads »In Rainbows« (26.000 styk), Beatles' »Abbey Road« (16.500 styk) og Guns 'N Roses' »Chinese Democracy« (13.600 styk).