Musikere kan nu tjene penge på Youtube

En aftale mellem Koda og Youtube sikrer nu, at danske musikere får penge, når deres musik afspilles på videoplatformen.

Det er nu muligt for danske musikere at tjene penge på det musik, som flere brugere af Youtube klikker sig ind på.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen

Internettet har udfordret musikbranchen, og det store spørgsmål har gået på, hvordan musikere kan tjene penge i fremtiden.

I dag har Koda, musikskabernes interesseorganisation, og videoplatformen Youtube annonceret, at de har indgået en aftale, der gør det muligt for de danske musikere at tjene penge på det musik, der er tilgængeligt på Youtube. Nu giver langt størstedelen af al musikbrug på nettet en sum penge til kunstnerne.

Anders Lassen, der er administrerende direktør i Koda, er tilfreds med, at det er lykkes at få en aftale på plads efter længere tids forhandlinger. 

»Youtube har eksisteret i mange år og er en stor musiktjeneste, så det er selvfølgelig enormt positivt, at de nu erkender og accepterer, at de skal betale, hvis man bruger andres musik på nettet. Det er et principielt og vigtigt gennembrud,« siger han. 

Og også Google Danmark er glade for at kunne sikre gode forhold for både musikere og Youtube-brugere. 

»Vi er utroligt glade for at have indgået en aftale medKoda og dermed de mange kunstnere, som Koda repræsenterer. Aftalen vil givebedre vilkår for produktion af dansk indhold og vil betyde, at artister,komponister og sangskrivere kan tjene penge på deres musik på YouTube,« siger direktør i Google Danmark Peter Friis.

Indtjeningen vil foregå gennem annoncekroner, hvor Koda får en vis procentdel af Youtubes omsætning. 

»Så hvis tjenesten ikke tjener nogen penge, så får vi heller ikke nogen. Men hvis de er super gode til at få reklamer ind, så får vi,« siger Anders Lassen og forklarer, at det stadig er langt bedre end før, hvor de ingenting var sikret. 

Selvom der er begyndt at komme aftaler, som kan sikre musikeres indtjening i fremtiden, så vil det aldrig nå det niveau, som man så tidligere, hvor salget af cder var på sit højeste, og internettet ikke havde bidt sig fast hos danskerne. Cderne er sat ud af spillet, og det har ændret den måde, branchen tjener penge på.
 
»Man taler hele tiden om, hvad det er, der skal redde defaldne indtægter. Jeg tror, at det er en forkert præmis, at det vil blivereddet. Hvis man med reddet mener, at man på et tidspunkt tjener lige så mange penge, som man gjorde på cderne, så tror jeg ,at man tager fejl,« siger han og forklarer, at cden er helt anden konstruktion i forhold til det digitale område. Med en cd var man nødsaget til at købe ti numre, selvom man måske kun var interesseret i to. I dag kan man frit købe de numre, man har lyst til. 

Det gør, at der er en større risiko hos musikerne. 

Til trods for, at indtjeningen på det digitale område stiger, så har Anders Lassen svært ved at tro på, at musikere og kunstnere vil tjene lige så meget som tidligere.