Musikbranche tror stadig på advarselsbreve

En høflig, informativ skrivelse om det ulovlige ved fildeling er stadig musikbranchens bedste våben mod internetpirater, mener danske IFPI.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Denne uges melding om, at advarselsbreve vil blive ignoreret af fildelere, får ikke musikbranchens danske lobbyorganisation IFPI til at ændre planer, selv om netop advarselsbreve er på tapetet som fremtidens middel mod IFPIs fjender, fildelere.

IFPI arbejder på at få en frivillig ordning i stand med teleselskaberne. Modellen er baseret på advarselsbreve, som IFPI og teleselskaberne er enige om ikke skal kaldes advarselsbreve, men informative skrivelser. Man håber at få stiftet et privat nævn eller organ, der kan stå for afsendelsen af skrivelserne til internetbrugere, der gribes i at downloade eller uploade copyrightbeskyttede værker.

Den slags breve vil næsten to tredjedele af fildelerne imidlertid springe op og falde ned på, viser en ny britisk undersøgelse. Også en tidligere ComOn-undersøgelse af danskernes piratvaner tyder på, at de fleste vil ignorere brevene.

Værd at prøve

IFPI-advokaten Peter Schiønning mener dog ikke, at musikbranchen skal lade sig skræmme af undersøgelserne:

»Det er jo lidt hypotetiske spørgsmål, som folk er blevet stillet. Men uanset hvad er det da forsøget værd med en sådan ordning med informationsbreve, som vi har advokeret for. Man må så evaluere, efter at det er gået i gang og se, hvordan det har virket. Hvis bare det har en vis indflydelse på den ulovlige fildeling, ville det da være godt,« siger han.

I England mener advokatfirmaet bag fildelingsundersøgelsen, at der skal skrappere midler til end blot høflige skrivelser. Firmaet forestiller sig en model, hvor internetudbyderen kan skrue ned for folks båndbredde som ekstra sanktion, hvis »informationsbrevene« bare ignoreres.

Modellen med at begrænse filderes båndbredde er Peter Schønning ikke bekendt med:

»Det er ikke noget man har diskuteret på de møder, jeg har været med til. Men med hensyn til 3 strikes (to advarsler, inden Internet-forbindelsen lukkes, red.), så har vi lyttet på de politiske vandrør. Det er ikke stemning for systemer, hvor man administrativt lukker for internetforbindelsen,« erkender IFPI-advokaten.