Murdoch vandt kampen om Wall Street Journal

Efter næsten et halvt års renden Bancroft-familien på dørene lykkedes det mediekongen Rupert Murdoch at overtage mediehuset Dow Jones. Prisen var godt 26 mia. kroner.

Det blev mediemagnaten Rupert Murdoch, der løb af med sejren i det store aviskapløb Fold sammen
Læs mere
Foto: TIMOTHY A. CLARY
Natten til onsdag, dansk tid, faldt aftalen mellem Dow Jones og News Corporation på plads. Indtil det sidste var der spænding om, hvorvidt tilstrækkeligt mange medlemmer af ejerfamilien Bancroft gik med til salget. Dramatikken blev understreget, da William Cox Jr fik et diabeteschok mandag under de endelige forhandlinger. Han er det eneste nulevende medlem af Bancroft-familien, der har tilbragt hele sit arbejdsliv i Dow Jones koncernen, og blev efter et kort ophold på hospitalet udskrevet. Samtidig trak et andet familiemedlem sig i protest mod salget.

Villig til at betale mest
Murdoch var ikke den eneste, der var ude efter Dow Jones. Både britiske Pearson group (der ejer The Economist og Financial Times), MySpace-grundlæggeren Brad Greenspan og tidligere super-boss for General Electric, Jack Welsh, havde vist interesse, men som kommentatoren i New York Times skrev: Murdoch var den, der helst ville have mediegruppen, og var foruden en (over)-pris på 60 dollar per aktie også villig til at betale den mest forhandlingsvillige gren af familien 150 mio. kr. ekstra til at dække udgifterne til banker og sagførere i forbindelse med salget.

Dow Jones bliver en påfugl i News Corps øvrige amerikanske besiddelser, hvor en af dem, Fox Channel med begrebet »foxificering«, har lagt navn til den mest vulgær-populistiske del af journalistikken. Derudover ejer News Corp den hårdtslående New York Post.

Dow Jones bliver sammen med Fox Business News kanalen, som åbner til efteråret, en stærk konkurrent til den eksisterende markedsleder på financielle nyheder, CNBC.

Mens aktionærerne jubler, har de redaktionelle medarbejdere hele tiden været skeptiske. Uafhængige iagttagere og analytikere mener dog ikke, at de har noget at frygte.

»Murdoch er først og fremmest forretningsmand, og jeg tror ikke, at han vil bruge Dow Jones som platform for sin politiske dagsorden,« siger medieprofessor Fred Bayles til Boston Globe.

Mirakel
Wall Street Journal er USAs næststørste landsdækkende avis, og med Murdoch får Wall Stereet Journal en langt mere aktiv ejer end de stort set fraværende Bancrofts, mener Jeff Jarvis, der er adjunkt i mediekundskab på City University of New York. Til Boston Globe siger han, at Murdoch antagelig vil arbejde for, at den skal vinde lige så stærk en position i Europa og Asien.

I en tid med faldende læsertal og svigtende annoncer »må det anses for et mirakel, at nogen er villige til at investere i en avis og forsøge at lede den ind i fremtiden,« tilføjer Jarvis.