MT Højgaard-ejerstrid sætter aktionærforhandlinger på pause

MT Højgaards formand appellerer til våbenhvile mellem ejerselskaberne, Knud Højgaards Fond og Ejnar og Meta Thorsens Fond, der har godt syv måneder til at genoverveje en ny ejeraftale. Det skriver dagbladet Børsen.

Arkivfoto. MT Højgaards formand appellerer til våbenhvile mellem ejerselskaberne, Knud Højgaards Fond og Ejnar og Meta Thorsens Fond, der har godt syv måneder til at genoverveje en ny ejeraftale. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Sidste år måtte de to fonde og storaktionærer i Højgaard Holding og Monberg & Thorsen, der ejer entreprenørkoncernen MT Højgaard, opgive at finde en afløser til selskabets aktionæroverenskomst fra 2001.

»Forhandlingerne er parkeret, indtil ejerkredsen finder det hensigtsmæssigt at tage det op igen,« siger Merete Thorsen, der er bestyrelsesformand i Ejnar og Meta Thorsens Fond, til dagbladet Børsen.

Søren Bjerre Nielsen, der er bestyrelsesformand i MT Højgaard, har udtalt til dagbladet, at en børsnotering af MT Højgaard ville være at foretrække i stedet for at aktionærerne skal købe aktier i to forskellige ejerselskaber. Dog tyder meget på, at han ikke får sine ønsker opfyldt.

Merete Thorsen og Sten Scheibye, der er formand i Knud Højgaards fond, er ikke bekymrede for mulig aktionærflugt. Scheibye understreger, at der findes mange selskaber med store aktionærer, hvor de øvrige aktionærer er godt tilfredse. Han erkender dog, at striden mellem de to parter i sidste ende handler om magt og indflydelse.