MT Højgaards bundlinje reddet af FLSmidth

Danmarks største entreprenørkoncern, MT Højgaard, kom ud af 2013 med et nettooverskud på 33 mio. kr. Men hvis ikke det var fra en erstatning fra FLSmidth, havde selskabet haft endnu et år med rød bundlinje.

Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Entreprenørkoncernen MT Højgaards omsætning dykkede markant sidset år, men til gengæld lykkedes det efter to år med store underskud på driften at opnå et positivt driftsresultat. Det fremgår af koncernens årsregnskab, der blev offentliggjort fredag.

Koncernen tjente således 35 mio. kr. på driften ud af en omsætning på 7,4 milliarder kr. Til sammenligning tabte MT Højgaard i 2012 en halv milliard kr. på driften efter en omsætning på 9,7 milliarder.

Oveni det ordinære driftsresultat blev MT Højgaard sidste år begunstiget af en ekstraordinær indtægt på 130 mio. kr., som er en erstatning fra FLSmidth vedrørende et gammel fejlslagent byggeprojekt i Buxton i England, som de to store danske ingeniørvirksomheder har ført voldgiftssag om i mange år.

Koncernledelsen begrunder forbedringen af det ordinære resultat med en målrettet indsats inden for især risikostyring, øgede krav til lønsomhed og effektivisering af koncernens arbejdsprocesser.

MT Højgaard har i løbet af året afleveret flere markante projekter, såsom Novo Nordisks nye domicil, Hardangerbroen, OPP-projektet Stjerneskolen, motorvejsbroen ved Linå mellem Aarhus og Silkeborg og udvidelsen af E45 ved Vejle.






I år venter MT Højgaard en omsætning på mellem 7 og 7,5 milliarder kr. og et positivt ordinært driftsresultat på 150-225 mio. kr. Det svarer til en overskudsgrad på 2-3 pct.

Forbedring af resultatet i 2014 skal ifølge koncernledelsen ske med udgangspunkt i en forventet positiv markedsudvikling, en stram risikomodel og krav til lønsomhed, fokus på kundetilfredshed og langsigtede samarbejder.

»Men det første halvår af 2014 vil stadig blive præget af gamle ulønsomme projekter,« advarer ledelsen.

Til næste år stræber ledelsen efter en overskudsgrad på 5 pct.

MT Højgaard er ejet af de to børsnoterede selskaber Højgaard Holding og Monberg & Thorsen med hhv. 54 og 46 pct.