MT Højgaard får medhold i sag om trecifret millionbeløb

Danmarks næststørste entreprenørkoncern MT Højgaard kan nu indtægtsføre næsten 200 mio. kr. fra en langvarig sag om vindmøllefundamenter.

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Entreprenørkoncernen MT Højgaard har endnu en gang fået rettens ord for, at den ikke var skyld i fejl på en havvindmøllepark i Skotland opført i 2007-2009.

Dermed kan selskabet indtægtsføre 195 mio. kr. under særlige poster, oplyser selskabet i en meddelelse til fondsbørsen.

Baggrunden for sagen er, at MT Højgaard i 2007-09 designede, fremstillede og installerede fundamenter til havvindmølleparken Robin Rigg på Skotlands vestkyst. Efter ibrugtagningen blev der konstateret svagheder i betonsamlingerne som følge af fejl i den dengang gældende internationale standard.

Mølleparkens bygherre hævdede, at MT Højgaard var ansvarlig for problemerne og skulle betale erstatning. MT Højgaard afviste kravet med henvisning til, at koncernen havde fulgt den gældende standard som krævet af bygherren.

MT Højgaard fik medhold ved en britisk ret i april, og nu har en anden domstol - også britisk - afvist at give modparten i sagen, E.ON Climate and Renewables, mulighed for at appellere.

MT Højgaard er ejet af de to selskaber Højgaard Holding og Monberg & Thorsen, der ejer henholdsvis 54 pct. og 46 pct. af aktierne i entreprenørkoncernen.