Mr. Starbucks vil være Mr. President – kald ham blot ikke milliardær

Howard Schultz, der har tjent en formue på at gøre Starbucks til et globalt fænomen, lægger nu op til at blive amerikansk præsidentkandidat, men er dermed også blevet skydeskive for kritik. Han mener, at »milliardær« er ved at nærme sig et skældsord.

Howard Schultz, der i over 30 år stod i spidsen for kaffekæden Starbucks, har meldt sig som en mulig kandidat til USAs præsidentvalg i 2020. Her ses han under en tale til studerende på Purdue University 7. februar 2019. Han er tidligere som Starbucks-chef ofte kommet med udtalelser om samfundsforhold og politik. Joshua LOTT / Getty Images / AFP / Ritzau Scanpix

I årevis gik spekulationen. Ville Howard Schultz, manden bag Starbucks og en af USAs mest kendte erhvervsledere, ind på en politisk løbebane? Og i årevis afviste Schultz. Lige indtil juni 2018 da han efter mere end 30 år i spidsen for verdens mest kendte kaffekæde slap tøjlerne som formand.

»Jeg har længe været dybt bekymret over vores land,« erklærede han da til New York Times. »En af de ting, jeg vil i mit næste kapitel, er at finde ud af, om jeg i nogen rolle kan give tilbage til samfundet. Jeg er endnu ikke sikker på, hvad det betyder,« fortsatte han og bekræftede, at det kunne være politik.