»Mr. IT-Universitet«: Det var en temmelig tosset ide

Mads Tofte byggede Danmarks yngste universitet op fra absolut ingenting og sine medbragte havestole for at skaffe veluddannede IT-folk, som erhvervslivet har brug for – og løse Danmarks væsentligste ligestillingsproblem. Til nytår takker han af efter næsten 20 år.

Mads Tofte forlader ved årsskiftet posten som rektor for IT-Universitetet, som han byggede op fra bunden. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

»Det var ikke min ide. Faktisk syntes jeg, at det var en temmelig tosset ide, da jeg først hørte om den.«

En yngre kollega fik dog åbnet Mads Toftes øjne for mulighederne, da den danske IT-verden pressede på og fik politikerne med på at åbne en IT-højskole for at skaffe mange flere veluddannede IT-folk – og med andre profiler, som var mere erhvervsorienterede.

Næsten 20 år senere kan Mads Tofte se tilbage på en succes. Danmarks yngste universitet, som i dag har DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn som bestyrelsesformand, optager over 1.000 fuldtids- og deltidsstuderende om året, og flere end 19.000 studerende og ansatte har i Mads Toftes regeringstid haft deres gang på IT-Universitetet.

Regeringstiden slutter ved årsskiftet. 1. januar 2019 afløses han som rektor af dekanen på Det Naturvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet, Martin Zachariasen, som er vokset op på Færøerne og har både Ph.D. og doktorgrad i datalogi fra Mads Toftes gamle Datalogisk Institut på Københavns Universitet.

Det kan Danmark godt være bekendt

Mads Tofte valgte selv ikke at søge sit eget job igen.

»Det var svært at træffe beslutningen om ikke at søge stillingen, men sådan var omstændighederne. Jeg er stolt af, hvad vi har nået. Selv om der selvfølgelig har været kæmpe dønninger undervejs, er der samlet set på 20 år kommet noget ud af det, som Danmark godt kan være bekendt,« siger han og ser virkeligt ud, som om han mener det.

Hvad han nu skal, vil han senere melde ud. Foreløbig kan han tænke tilbage på et såre usædvanligt forløb, der endte med at gøre ham til rektor.

»Jeg hørte første gang om IT-Branchens ide om en IT-højskole ved en høring på Københavns Universitet, hvor jeg var lektor på Datalogisk Institut og på vej til at blive institutleder, i oktober 1998. Direktør i Forskningsministeriet, Ove Poulsen, præsenterede ideen. Jeg syntes, at det lød tudetosset, at man ville forsøge at uddanne kandidater på to år. Det stillede jeg mig så op og sagde – og så kom jeg i dialog med manden!« fortæller Mads Tofte med et smil.

Han beskriver Ove Poulsen som »en usædvanlig embedsmand«, der brændte for projektet.

»Jeg kunne godt lide ham på grund af hans fuldstændigt utilslørede ambitioner, og det tegnede til, at regeringen ville investere ganske mange penge i området,« siger Mads Tofte.

IT-Universitetet med den anderledes arkitektur har til huse tæt på DR-Byen i Ørestaden i København. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Der var ingen plan B – det at fejle var utænkeligt

Efter høringen spiste han frokost med en yngre kollega, Morten Heine Sørensen fra H.C. Ørsted-Instituttet, som udfordrede hans afvisning.

»Det blev et vendepunkt. Jeg begyndte at tænke positivt. Her var chancen for noget nyt og anderledes. Jeg endte med at lave et lille notat om, hvordan det skulle gøres, og lagde det på min webserver hjemme i soveværelset. En fredag sendte jeg linket til Ove Poulsen. Lørdag morgen ringede han og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at søge stillingen,« siger Mads Tofte.

Daværende forskningsminister Jan Trøjborg (S) havde overbevist Nykredits koncernchef Mogens Munk Rasmussen om at blive bestyrelsesformand. Nu skulle Mads Tofte til jobsamtale.

»Det blev mit livs jobsamtale på formandens enorme kontor på øverste etage af Otto Mønsteds Plads 8. Ove Poulsen var med. Den varede to timer, og jeg fik så mange tæsk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg gik derfra med pumpende adrenalin og vidste med 100 procents sikkerhed, at ham ville jeg arbejde for – han er dygtig,« husker Mads Tofte.

Han fik jobbet trods næsten ingen ledelseserfaring, bortset fra to måneder som institutleder. Han havde sammen med fem kollegaer stiftet et firma, som løste År 2000-problemer, og var blevet direktør ved siden af.

»Jeg var forsker om en hals, elskede forskning og havde det virkeligt godt på Københavns Universitet. Men jeg besluttede at give det et skud. Jeg blev den første fuldtidsansatte. IT-Højskolen lå i Københavns nordvestkvarter, hvor der stod biler uden hjul i gaderne. Mange forlod rigtigt gode karrierer for at gå med. Der var ingen plan B. Det at fejle var utænkeligt,« siger Mads Tofte, der af Ove Poulsen havde fået at vide, at »du skal være en rambuk ind i universitetsverdenen«.

Webserver i soveværelset og usamlede kontorstole på paller

Han skulle selv definere uddannelserne, skaffe ansatte og studerende, mens der var midlertidige lokaler, »som lige skal renoveres«. Mads Tofte flyttede ind sammen med håndværkerne og havde taget sine egne havestole med, så der var noget at sidde på.

»I mellemtiden var Birte Weiss blevet forskningsminister. Hun påtog sig opgaven som hendes projekt. Jeg har aldrig set noget lignende. Folk, der klager over, at intet kan lade sig gøre i det offentlige, skulle opleve dette. De stod simpelt hen på pinde, ellers var det aldrig lykkedes,« siger Mads Tofte.

Med webserveren i soveværelset som base og uden noget domænenavn, blot en IP-adresse, som folk skulle taste ind, kunne man med navn og e-mail melde sig som interesseret studerende. Over sommeren havde 400 lagt besked. Omkring 130 af dem blev optaget på de fire IT-uddannelser, som blev resultatet.

Et autolager blev forelæsningsauditoriet, og de studerende skulle først begive sig mod nogle paller med usamlede kontorstole. På vejledningen til at samle dem stod, at de til sidst skulle smide papkassen ud gennem vinduet til baggården, hvor den blev afhentet.

»Jeg blev bogstaveligt båret frem. I september 1999 startede 130 elever. Den store frygt havde været, om nogen overhovedet ville læse her, men ligesom os, der blev ansat, var folk drevet af ideer. Vi tiltrak meget entreprenante typer, der ville se, hvad der skete i idefabrikken,« husker Mads Tofte.

Efter næsten 20 år siger Mads Tofte nu farvel til IT-Universitetet, hvor flere end 19.000 studerende og ansatte har haft deres gang, siden det opstod. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

En forunderlig blanding

I begyndelsen kunne man kun tage en kandidatuddannelse, først i 2007 kom bachelorgraden til. De studerende omfattede alt fra professionsbachelorer over sygeplejersker til filosoffer. Uddannelserne byggede nemlig på en trekant mellem naturvidenskab, forretningsforståelse og design. Ny teknologi skulle blandes med økonomi, så forretningsgange kunne forbedres, og alt skulle designes, så folk faktisk havde lyst til at bruge den software, som blev resultatet.

»De uddannelsessøgende elskede det, og grundideen har holdt gennem alle 20 år og har samlet forskere og studerende, uanset hvor de kommer fra. Det sjove ved IT-faget er den forunderlige blanding af ting, der forandrer sig utroligt hurtigt, og ting, der forandrer sig utroligt langsomt. For en forskertype som mig er det sjovt at identificere og rendyrke de ting, der forandrer sig utroligt langsomt,« siger Mads Tofte.

Han erkender, at det i begyndelsen var »supersvært«. De første kandidater blev færdige i 2001, hvor hele IT-verdenen var braset sammen som følge af »IT-boblen« – den overdrevne tro på, at teknologien kunne bære os alle sammen til himlen. Det var svært at få job, og først efter nogle år rettede verdensøkonomien sig op.

Det fik IT-Universitetet, som navnet og statusen blev fra 2003, til at oprette aftagerpaneler. Op mod 100 mennesker udefra med stor faglighed rådgiver og er med til at udvikle ITUs uddannelser for at sikre, at de er målrettet, hvad virksomhederne står og mangler.

»Det er en fantastisk givtig proces. Jeg er ret stolt af den dialog, vi har, og det ser udmærket ud for vores dimittender. Vi har som mål, at vores dimittender skal have lavere ledighed end universiteterne generelt. Ledigheden er generelt på 15 procent, vi ligger lidt under – måske fordi vi laver om på uddannelserne, når det er nødvendigt,« siger Mads Tofte.

Næsten halvdelen af befolkningen er sat uden for døren på grund af køn

Siden begyndelsen har han haft som mål at få flere kvinder til at interessere sig for en IT-uddannelse, især inden for den tungere softwareudvikling. Kun omkring 10 procent på ITU var oprindelig kvinder. Derfor hentede ITU erfaring fra udlandet og ansatte bl.a. en italiensk socialantropolog.

»Det gik gradvis op for mig, hvor galt den står til med ligestillingen herhjemme. Danmark er et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder i verdne. Den er helt gal. Derfor undersøgte vi, hvilke spørgsmål unge kvinder stiller for at studere softwareudvikling og tog direkte kontakt med potentielle studerende på gymnasierne,« forklarer den afgående rektor.

Det skete i form af kurser i digital dannelse, ligesom der i påsken og efterårsferien holdes kodecaféer kun for kvindelige gymnasieelever, der lærer at programmere robotter og arbejde med store datamængder fra sundhedsvæsenet.

»Sidste gang havde vi 50 deltagere og 30 på venteliste. Kan man ikke kode, svarer det til at kunne læse men ikke skrive. Nu er anerkendelsen af, at kodning er for alle, der skal kunne udtrykke tanker konstruktivt og omsætte dem, endelig begyndt at komme. Vi er utroligt stolte af at have været med til at skubbe på,« siger Mads Tofte.

For fem år siden var kun fem procent af de studerende på bacheloruddannelsen i softwareudvikling kvinder. I dag er det 20 procent. På den naturvidenskabelige uddannelse er kvindeandelen oppe på 34 procent, og tilsvarende er en tredjedel af alle nyoptagne bachelorstuderende nu kvinder. Også blandt de ansatte 150 forskere og Ph.D.-studerende er der »en fornuftig kønsbalance« på ITU.

»Vi er langtfra i mål, men i det mindste har vi fået slået hul på muren. Der er stor mangel på tekniske IT-specialister, og så er det helt forfærdeligt, at næsten halvdelen af befolkningen er sat uden for døren på grund af køn, når der er så mange velbetalte jobs. Det er det allervigtigste ligestillingsspørgsmål overhovedet,« mener Mads Tofte.