Motorola vinder patentsag mod Apple

Motorola har vundet en patentretssag mod Apple i Tyskland, som kan betyde, at Apples produkter ikke kan sælges i landet.

Motorola vandt fredag en patentretssag over Apple ved retten i Mannheim Fold sammen
Læs mere
Foto: JOSHUA LOTT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Patentkrigen raser på mobilområdet, ikke mindst ved de tyske domstole, hvor det så sent som i september lykkedes Apple at få forbudt salget af Samsung Galaxy Tab 10.1 på det tyske marked. I fredags fik Apple tilsyneladende en skefuld af deres egen medicin, da firmaet tabte en patentretssag til Motorola Mobilty ved retten i Mannheim i Sydtyskland. Det skriver tech-sitet engadget.com

Sagens tvist drejer sig om to af Motorola Mobiltys patenter, European Patent 1010336 (B1) som er en ”metode til at lave nedtællingsfunktioner under en mobilorienteret overførsel til radiosystemer” og European Patent 0847654, som er et ”synkroniseringssystem og metode til flere personsøgeres status”. Begge har amerikanske patentpendanter, henholdsvis U.S. Patent No. 6,359,898 og U.S. Patent No. 5,754,119.

Motorola Mobilty har nu fået rettens ord for, at Apple har brugt disse patenter i deres produkter siden 2003. Retsdokumenterne fortæller ikke, hvilke af Apples produkter patenterne skulle være brugt i, men Motorola har i øjeblikket en lignende patentsag kørende ved amerikanske domstole, og her lyder anklagen, at alle Apples mobile produkter benytter teknologien. Anklagen i Motorola Mobiltys amerikanske søgsmål lyder, at Apple skulle have anvendt i alt 18 af Motorolas patenter i deres forskellige produkter.

Domstolen i Mannheim gav Motorola Mobilty medhold i anklagerne, helt uden at Apples advokater gav indsigelser. Apples advokater var nemlig udeblevet fra retten. Dommen blev et "midlertidigt forbud" mod salg af Apples produkter i Tyskland.

I praksis betyder det, at dommen er ”midlertidig”, at forhandlerne stadig må sælge de Apple-produkter, som de har på hylderne, men at det kan blive forbudt at importere flere produkter. ”Kan” fordi Motorola endnu ikke har afgjort, hvordan de vil forvalte dommens afgørelse.

”Midlertidigt” kan også forstås bogstaveligt, i det det forventes, at Apple anker dommen ved førstkommende lejlighed. Men i henhold til tysk lovgivning betyder dommen, at forbuddet kan blive håndhævet, selv hvis Apple anker dommen.De berørte parter har været relativt tavse i sagen. Efter domfældelsen kom Motorola Mobilty med følgende udtalelse:

”I takt med at medier og mobilitet smelter stadigt mere sammen, bliver Motorola Mobilitys patenterede teknologi stadigt vigtigere for nytænkningen inden for den trådløse industri og kommunikationsindustrien, hvor Motorola Mobility har udviklet en førende portefølje af intellektuel ejendom. Vi vil fortsat hævde vores ret til at beskytte vores ejendom, imens vi sikrer, at vores teknologi er bredt tilgængelig for kunderne. Vi håber, at vi er i stand til at løse dette problem, så vi kan fokusere på at skabe nyskabelser, som kommer industrien til gode”.

Men Apple svarede igen ved samme eftermiddag at erklære, at ”det er en proceduremæssig fejl, og det har ikke noget med sagens kerne at gøre. Dommen påvirker ikke vores evne til at lave forretning eller sælge vores produkter i Tyskland på det her tidspunkt”. Dermed er der fortsat usikkerhed om, hvad dommen reelt betyder.

Denne tvivl er ikke mindst at spore på alverdens tech-blogs, hvor der nu spekuleres i, hvorvidt Motorola vil sørge for, at forbuddet bliver håndhævet, eller om de blot vil tage sig fyrsteligt betalt for Apples lovbrud. Ligeledes spekuleres der i, hvorfor Apples advokater ikke mødte op i retten i Mannheim. Nogle mener, at Apple holdt sig væk, fordi Apple vidste, at de havde en dårlig sag, imens andre mener, at udeblivelsen er et led i en snedig plan, som skal få Apple til at trække sig sejrrigt ud af appelsagen.

Læs domfældelsen her