Morten Strunge sætter sig for bordenden hos beautyvirksomheden Goodiebox

Goodiebox får iværksætterikon og Mofibo-stifter Morten Strunge som ny bestyrelsesformand. Han har investeret stort i virksomheden og vil nu sætte turbo på internationaliseringen.

Iværksætterikon Morten Strunge (midt) har kastet sin kærlighed på abonnementssalg af beautyprodukter. Han tager nu konsekvensen af sine investeringer i virksomheden Goodiebox og bliver ny bestyrelsesformand. Her ses han sammen med Rasmus Schmiegelow (tv.) og Nikolaj Leonhard-Hjorth (th.). Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Serieiværksætter Morten Strunge bliver ny bestyrelsesformand for iværksættervirksomheden Goodiebox, der sælger beautyprodukter på abonnementsbasis.

Han skal hjælpe virksomheden med at få sat fart i international ekspansion og vækst. Morten Strunge har i forvejen i løbet af i år investeret et større millionbeløb i Goodiebox.

»Jeg tror på, at der er et kæmpepotentiale i virksomheden. Derfor har jeg valgt at allokere mere tid og komme tættere på virksomheden for at øge sandsynligheden for, at vi får succes. Vi har fundet et spændende space i markedet inden for salg af beatyprodukter i abonnement. Nu gælder det om at indtage markedet hurtigt,« siger Morten Strunge.

Han solgte i 2016 e-bogtjeneste Mofibo til svenske Storytel, som han i dag er medejer af og bestyrelsesmedlem i. Efterfølgende stiftede han mobilselskabet Plenti, som efter halvandet år blev købt af TDC.

Vækst takket være Holland og Norge

Goodiebox blev stiftet i 2012 af Rasmus Schmiegelow og Nikolaj Leonhard-Hjorth og har efter en rolig start fået luft under vingerne, efter at selskabet for første gang gik ud og rejste kapital fra bl.a. Morten Strunge i år.

For et år siden havde virksomheden 15.000 medlemmer. Nu er tallet oppe på 50.000, mens omsætningen er oppe på ni millioner kr. om måneden. Men det er kun begyndelsen.

»Run rate-omsætningen (den årlige omsætning udregnet med udgangspunkt i den seneste månedsomsætning, red.) er 100 mio. kr. ved udgangen af året, og vi forventer at mere end fordoble den i løbet af de næste 12 måneder,« siger Morten Strunge.

Væksten skyldes dels, at det går godt med abonnementstegningen i Danmark, men i lige så høj grad, at Goodiebox har etableret en afdeling i Holland.

Rasmus Schmiegelow, medstifter og CEO, Goodiebox

»Vi opfatter ikke vores kunder som kunder, men som veninder – hvor mærkeligt det så lyder, at en 43-årig mand sidder og siger det.«


I dag arbejder 15 ud af Goodiebox' 54 ansatte i Holland. Derudover har virksomheden også åbnet afdeling i Norge. Næste skridt bliver at udvide til den tysktalende del af Europa og først og fremmest Tyskland, som er Europas største marked for beautyprodukter. Det sker i løbet af næste år.

Ifølge Rasmus Schmiegelow, medstifter og CEO, har selskabet ramt et hul i markedet. Kun syv til otte pct. af salget af skønhedsprodukter foregår online, mens andelen er højere end 30 pct. for modetøj.

»Vi har ramt noget rigtigt godt med vores koncept, som bygger på et højt serviceniveau, og at kunderne tegner abonnement og melder sig ind i en klub. Der et element af me-time og selvforkælelse i det. Og så betyder det nok også noget, at vi ikke opfatter vores kunder som kunder, men som veninder – hvor mærkeligt det så lyder, at en 43-årig mand sidder og siger det,« siger Rasmus Schmiegelow.

Bestyrelsesformand i Goodiebox, Morten Strunge (th.), og de to stiftere Rasmus Schmiegelow (midt) og Nikolaj Leonhard-Hjorth (tv.) er klar til at indtage Europa med deres abonnementer på beautyprodukter. Efter Holland og Norge bliver næste stop bliver Tyskland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Største konkurrent findes i Storbritannien

I dag er Amazon den største onlineforhandler af skønhedsprodukter og kosmetik, men den største direkte konkurrent er formentligt britiske The Hut Group, som leverer forskellige beautykoncepter i abonnement.

»De er noget større end os med 200.000 abonnementer. Det når vi først ved udgangen af 2019. Men vi prøver at distancere os fra dem og andre konkurrenter ved at signalere Copenhagen coolness og nordisk design. Vi kan se, at det appellerer til vores kunder i både Holland og Norge,« siger Rasmus Schmiegelow.

Morten Strunge har investeret et større millionbeløb i Goodiebox over to omgange i 2018. Pengene er gået til blandt andet at udvide forretningen til at omfatte Holland og Norge.

Ud over Morten Strunge har Inqvation investeret et ukendt millionbeløb i Goodiebox. Inqvation er en pengetank ejet af familien Zibrandtsen, der i 2016 tjente 1,3 mia. kr. på at sælge familiens IT-virksomhed Globalconnect.