Morten Lund i islandsk lånecirkus

Efterkrav. Investoren Morten Lund købte sig ind i Nyhedsavisen med penge lånt af den islandske sælger Baugur. Mens Morten Lund i dag er fri af gælden, fortsætter kampen om regningen i Island.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da den hædrede iværksætter, Skype-investor og business angel Morten Lund, købte sig ind i Nyhedsavisen og siden investerede millioner i projektet først i 2008, skete det også som led i en af islandske Baugurs undvigemanøvrer og i vid udstrækning for Baugurs regning. Og det til trods for at Baugur selv stod som sælger af Nyhedsavisen. Det fremgår af et krav rettet mod boet efter Baugur, som Berlingske Business er i besiddelse af.

Samme Baugur ejede i Danmark bl.a. Magasin og lånte sammen med nærtstående parter over halvdelen af den samlede egenkapital i Islands store banker. De krakkede alle på én uge – senere i 2008 – og trak hele Island ned i dyb økonomisk krise.

Regningen efter Morten Lunds indtog i Nyhedsavisen er nu også blevet en del af opgøret efter krakkene.

På islændingenes regning

Morten Lund overtog i januar 2008 aktiemajoriteten i det danske gratisavisprojekt Nyhedsavisen fra den islandske stifter og hovedaktionær, Baugur.

I tiden efter blev der spekuleret i, hvem Morten Lund var allieret med ud over Morten Wagner og Nyhedsavisens ledelse. Kort efter skød Morten Lund og Baugur også tilsammen 117 mio. kr. ekstra ind i Nyhedsavisen, og spekulationen om Morten Lunds hemmelige investeringspartnere fortsatte.

Nu viser det sig, at det ultimativt var Baugur selv, der ad omveje hæftede for en betragtelig del af Morten Lunds investering. Det fremgår af den krakkede bank Glitnirs krav mod konkursboet efter Baugur. Og sagen er langt fra et enkeltstående eksempel på, hvordan de islandske investeringsselskaber brugte landets banker til i det skjulte at låne penge til udenlandske investorer, der skulle holde liv i den kunstigt oppustede islandske økonomi.

De islandske kreditorer stod således for hovedparten af kravene mod Morten Lund, der selv gik ned med en gæld på over 120 millioner kr. mindre end et år efter, at han overtog Nyhedsavisen.

Pant i børneprogram

Selv er Morten Lund sluppet med at betale omkring en tiendedel i en tvangsakkord, efter at han oprindeligt blev begæret personligt konkurs af Nyhedsavisens tidligere bestyrelsesformand Svenn Dam og den tidligere adm. direktør Morten Nissen Nielsen.

Resten af hans gæld er der dog endnu, og den er nu del af et opgør mellem den islandske storskyldner Baugur og banken Glitnir, som Baugur-ejeren Jón Ásgeir også kontrollerede.

Det viser sig nemlig, at selv om Morten Lund i udgangspunktet lånte 65 millioner kr. af banken Straumur, så kautionerede banken Glitnir for lånet og krævede sikkerhed fra Baugur og dets ejerselskab Gaumur. Sikkerheden faldt i form af pant i aktier i Islands populære TV-serie for børn, Lazytown, der herhjemme har kørt på TV 2. Knap en femtedel af børneprogrammet blev pantsat i den manøvre.

I Island er opfattelsen, at hele lånekonstruktionen er udtryk for et spil, som Baugur kørte, mens koncernen var nødlidende.

»Det er svært at anskue på anden måde, end at Baugur selv lånte Morten Lund en stor del af de penge, han skød ind i Nyhedsavisen. Det skete til trods for, at Baugur allerede i slutningen af 2007 fik nødlån af Glitnir, men alligevel fortsatte med at investere i udlandet, og altså også lånte penge ud til folk som Morten Lund, mens selskabet havde svært ved at betale sin egen gæld,« siger Thordur Gunnarsson, der er journalist ved Morgunbladid og har fået aktindsigt i lånedokumenterne.

Morten Lund er næsten kommet ud af efterdønningerne efter det strandede avisprojekt, og han afviser historien om lånecirkusset som et internt islandsk anliggende.

»De beskyldninger er noget vrøvl. Jeg har selv hæftet personligt for alt, hvad jeg har lånt, og jeg har betalt det tilbage efter akkordaftalen. Og nu er jeg heldigvis snart helt fri af det,« siger Morten Lund, der i dag er direktør for selskabet Everbread, der har lavet en søgemaskine til rejsebranchen.