Morgenrazzia mod Google i Paris

100 mand fra de franske skattemyndigheder rykkede ind ved daggry for at finde beviser i milliardstor skattesag.

En politibil holder uden for internetgiganten Googles kontor i Paris, hvor myndighederne tirsdag morgen indledte en razzia. Foto: Matthieu Alexandre, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: MATTHIEU ALEXANDRE

Internetgiganten Googles hovedkontor i Paris blev tirsdag morgen ransaget på ordre fra de franske skattemyndigheder.

Omkring 100 personer deltog i razziaen, skriver det franske dagblad Le Parisien. De rykkede ind klokken fem.

Razziaen er seneste skridt i en strid om Googles skatteforhold i Frankrig. Frankrig kræver, at Google betaler 1,6 milliarder euro i efterskat. Sagen blev rejst i juni 2015 og handler om, hvorvidt Googles irske kontor, som er det europæiske hovedsæde for internetgiganten, har undladt at afregne skat i Frankrig, bekræfter det franske bagmandspoliti, som forestår undersøgelserne.

Betalte tilbage i Storbritannien

Google og en række øvrige, internationale selskaber er i de europæiske skattemyndigheders søgelys for at unddrage sig skat ved at udnytte, at skatteforholdene er forskellige i EU-landene. De overfører derfor indtægter til europæiske hovedkontorer, som er placeret i lande med den laveste selskabsskat, typisk Irland og Luxembourg, og slipper derved billigere end ellers.

Google indvilligede i januar i år at betale 130 millioner pund tilbage i skat i Storbritannien. Den aftale blev dog skarpt kritiseret af både politikere og andre, der anså beløbet for at være alt for lille i forhold til Googles indtægter.

Google har ikke kommenteret razziaen.

Googles danske afdeling fremviste for 2015 et regnskab med en omsætning på 166,2 millioner kroner, hvilket er en fremgang på ni procent, mens resultatet før skat endte på 12,7 millioner kroner. Google betalte 3,3 millioner kroner i skat i Danmark.

Strammere kontrol

EU-landene har det seneste år strammet kontrollen med de internationale selskaber og er i færd med at skærpe lovgivningen på området, så der skal afregnes skat i det land, hvor indtægterne kommer fra.

EU har tidligere givet ekstraskattebøder til kaffekæden Starbucks og bilproducenten Fiat. Begge har indbragt skatteregningerne for EU-Domstolen. Både Google, Amazon og Apple ligger i kø på EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestagers skrivebord, fordi alle mistænkes at have indgået ulovlige aftaler med de lande, hvori de har placeret deres europæiske hovedsæder.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters ventes Amazons sag at blive afgjort i juli. Her er udsigt til en efterbetaling på 400 millioner euro.