Monjasa bedste entrepreneur i Sydjylland

Vækstvinder. Tocifrede vækstrater og innovativ forretningsudvikling gjorde Monjasa til Syddanmarks regionsvinder i Entrepreneur Of The Year.

Vinder blev MONJASA, Fredericia Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Rosenvold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Monjasa er den mest entreprenante virksomhed i Sydjylland. I aftes blev de to entreprenører Jan Jacobsen og Anders Østergaard kåret som regionsvinder af Ernst & Youngs Entrepreneur Of The Year for deres vækstrejse fra to fuelolie-handlende mænd på et kontor tilbage i 2002 til et verdensomspændende foretagende, der i dag beskæftiger flere end 400 mennesker og har udvidet forretningsområdet til også at forsyne offshore-industrien med mobile arbejdsrum og boliger.

150 erhvervsfolk, entreprenører og andre repræsentanter fra vækstvirksomheder i Syd- og Sønderjylland var samlet i Fredericia tirsdag eftermiddag og aften, da Ernst & Young kårede den første af i alt seks vindere fra landets regioner. De to entreprenører bag Monjasa blev således de første, der kan erklære sig klar til landskåringen 22. november i Bella Center i København – og dermed er i spil til at blive dette års Entrepreneur Of The Year – og Danmarks repræsentant ved det uofficielle verdensmesterskab i entreprenørskab i Monaco til næste år. Den fornøjelse har Monjasa nu for anden gang, da de to herrer også sejrede i Syd- og Sønderjylland sidste. I finalen måtte de dog se sig slået af den nordjyske regionsvinder, Henrik Sørensen fra pumpevirksomheden Desmi.

Stærkt felt

Ud over Monjasa var også fire andre virksomheder med helt fremme om at blive regionens repræsentant i landsfinalen: Danmarks største privatejede feriecenterkoncern Dayz ApS, den innovative konstruktionsvirksomhed BSB Industry A/S, flyselskabet Danish Air Transport A/S og endelig Aller Aqua Group A/S, der producerer landbrugs- og fiskefoder.

»Vi har oplevet en meget positiv udvikling i det syd- og sønderjyske de sidste to år, hvor antallet af vækstvirksomheder efter en hård tid er steget markant. Årets deltagerfelt i konkurrencen er rigtig stærkt, så det var en fornøjelse igen i år at overrække prisen til Monjasa, som nu går videre til landsfinalen,« siger Carsten Collin, direktør for Entrepreneur Of The Year hos Ernst & Young.

I alt kunne Syd- og Sønderjylland præsentere 202 virksomheder med tilstrækkeligt store vækstrater og nok innovationskraft til, at de var med i kampen om at vinde regionen.

Vækstvindere

Endelig blev det altså Jan Jacobsen og Anders Østergaard fra Monjasa, der løb med sejren. Men de to herrer har også præsteret en vækstrejse som få andre. Med erfaring fra branchen evnede de at opdyrke og fastholde leverandøraftaler i eksotiske – og endda krigshærgede – områder og tage kampen op med besværlige markeder og ugennemsigtige kulturer. Monjasa består i dag af ti selskaber med aktiviteter fra shipping over oliehandel til offshore supply. Monjasa flyttede ret hurtigt sit oprindelige fokus fra traditionel handel med fuelolie (bunkering) til oliehandel for at sikre blandt andet bedre indkøbspriser og styring af kvalitet.

Monjasa har desuden fire hotelskibe i selskabet C-Beds, der udlejes til de arbejdere, der opstiller og justerer vindmølleparker. Hotelskibene, der er gamle færger med værksteder på bildækkene, vidner om Monjasas sans for kreative løsninger.