Mols-Linien har et år til at undgå konkurs

Pengene fosser ud af Mols-Linien og truer selskabet på livet, hvis ikke, der snart kommer styr på drift og kapitalstruktur.

Foto: Presse Molslinien.
Læs mere
Fold sammen

Hvis ikke der sker noget meget snart, sejler Mols-Linien sejler på lånt tid. Så skarp er meldingen fra flere analytikere, efter at Mols-Linien for en uge siden offentliggjorde et nyt underskud i sit regnskab og en egenkapital på bare 45 millioner kroner.

Det skriver Børsen.

»Kommer der ikke en likviditetsmæssig positiv pengestrøm inden for et år, kan selskabet ikke overleve med den nuværende drift og kapitalstruktur,« siger Peter Jeppesen, medstifter af analysehuset aktie-og-investering.dk.

Ifølge flere analytikere, som Børsen har talt med skal det kriseramte rederi enten for alvor have styr på driften. Ellers er det eneste alternativ at tilføre frisk kapital.

Mols-Linien har siden har været i turnaround siden 2011, og bestyrelsesformand Frantz Paludan mener, at selskabet kan klare skærene også uden en kapitaltilførsel.

»Vi satser på driften, og vi vurderer, at den kan tilføre selskabet den fornødne kapital i fremtiden. Vi er i gang med en turn araound, og jeg er sikker på, at den nye linje, vi har lagt, kan sikre driften i fremtiden,« siger Frantz Paludan.