Mols-Linien fik underskud på 54 millioner

Trafikken er fortsat påvirket af den økonomiske krise, konstaterer selskabet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mols-Liniens storstilede kampagne for at få bilisterne væk fra broen og over i selskabets færger har ikke forhindret, at rederiet kommer ud af første halvår med et underskud på 54 mio. kr. før skat.

Omsætningen er faldet til 307,2 mio. kr. fra 316,5 mio. kr. i samme periode sidste år.

På alle dets færger var antallet af personbiler 1,4 pct. lavere end samme periode sidste år.

Men på Storebæltsbroen faldt antallet af biler med 3,2 pct.

- Fastholdelsen og udbygningen af Mols-Liniens markedsandele for personbiler i det faldende marked skyldes bl.a. en række serviceforbedringer for kunderne samt en markant reklamekampagne i løbet af første halvår 2010. Overførslerne levede dog ikke op til selskabets forventning, skriver Mols-Linien.

Lastbiltransporten med færgerne er faldet 5,2 pct. i forhold til første halvår af 2009, og rederiet forsøger med målrettede reklamekampagner og store rabatter at tiltrække flere lastbiler.

Ud over, at trafikken falder, bliver Mols-Linien også ramt af stigende oliepriser. Udgifterne til brændstof er steget med 25,7 mio. kr. i forhold til første halvår af 2009. Selskabet havde et negativt cash-flow fra driften på 15,5 mio. kr. i første halvår.

For hele 2010 venter Mols-Linien et resultat efter skat på -20 til -50 mio. kr. Pengestrømmene fra driften ventes at blive positive for helåret med 20-60 mio. kr.



# Halvårsregnskab - Mols-Linien:



Mio. kr. H1 2010 H1 2009

---------------------------------------------------

Omsætning: 307,2 316,5

EBIT: -49,3 -15,1

Res. før skat: -54,0 -19,9

Nettoresultat: -51,8 -19,6

Egenkapital: 311,0 332,0

Balance: 676,4 729,0 #



(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )