Mols-Linien bestiller færge til ny Bornholm-rute

Rederiet Mols-Linien har bestilt en ny fragt- og passagerfærge hos det finske værft Rauma Marine Constructions. Færgen skal efter planen indsættes på ruten mellem Rønne og Køge den 1. september 2018.

Mols-linien. ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen onsdag formiddag.

»Den nybyggede 158 meter lange Ropax-færge bliver specielt designet og optimeret til sejladsen på Østersøen på ruten mellem Rønne og Køge. Den ny færge får en kapacitet på 1500 lastemeter med to vogndæk, ligesom færgen vil kunne tage op til 400 passagerer samt tilbyde et komplet serviceudbud om bord. Udover lastbiler og sættevogne kommer færgen til at kunne medtage personbiler, campingvogne, varevogne og busser,« skriver Mols-Linien i meddelelsen.

Den nye færge ventes leveret i juni 2018.

Mols-Linien vandt i maj udbuddet om to ruter til Bornholm, og kontrakten med Transport- og Bygningsministeriet, der stod bag udbuddet, blev underskrevet tirsdag.

Ud over ruten mellem Rønne og Køge er der tale om en rute mellem svenske Ystad og Rønne, og Mols-Linien har fået kontrakten i ti år. På ruten mellem Ystad og Rønne er det meningen, at Mols-Linien vil anvende en hurtigfærge af samme type, som rederiet bruger på ruterne over Kattegat i dag.

Det er i dag rederiet Færgen, der har ruterne til og fra Bornholm, og sådan har det i øvrigt været i mere end 100 år. Færgen klagede da også over afgørelsen efter tildelingen af kontrakten i maj, og det udsatte i første omgang selve underskrivelsen af kontrakten.

Mols-Liniens topchef, Søren Jespersen, oplyste tirsdag, at Klagenævnet for Udbud, som skal behandle klagen, i sidste uge afgjorde, at klagen ikke skulle have opsættende virkning. Det har banet vejen for, at blækket kunne finde vej til papiret.

Selv om der udestår en afgørelse i klagesagen, giver det ikke Mols-Linien anledning til bekymring.

»Vi sover helt trygt om natten og mener ikke, at der er noget i den sag. Vi mener, at vi opfylder samtlige krav i udbuddet, så vi er sikre på, at der ikke er noget at komme efter,« siger Søren Jespersen.

Da kontrakten blev tildelt i første omgang, var begrundelsen fra Transport- og Bygningsministeriet blandt andet, at Mols-Linien havde tilbudt at sænke billetpriserne med omkring 50 pct.

/ritzau/FINANS