Mofibo ruster sig til større konkurrence med ny direktør

Markedet for lyd- og e-bøger er eksploderet, og der er stadigt flere om buddet. Pioneren Mofibo henter ny topchef fra podcasttjenesten Podimo og sender den tidligere landechef ind i den internationale ledelse.

Claus Wamsler-Nielsen (til venstre) rykker efter fire år som landechef i Danmark for Mofibo op som næstkommanderende i den svenske ejer, Storytel, og overdrager ansvaret til Rasmus Lindstrøm, der er hentet fra podcasttjenesten Podimo. Jeppe Bjørn, Artvaerk

Den snart ni år gamle e- og lydbogstjenesten Mofibo skifter dansk direktør og ruster sig samtidig til den større konkurrence om danskernes øjne og ører.

Den 38-årige Rasmus Højlund Lindstrøm har i denne uge overtaget roret i Mofibo, som blev oprettet i 2013 af den succesrige serieiværksætter Morten Strunge, som blandt andet står bag de to mobilselskaber Onfone og Plenti, som begge blev solgt for store beløb til TDC. Morten Strunge åbnede for et par år siden podcasttjenesten Podimo, og det er herfra, at Rasmus Lindstrøm nu er hentet til Mofibo efter at have stået i spidsen for Podimo i Danmark siden slutningen af marts 2021.