Møbler rimer på turisme

For andet år i træk ligner VisitDenmarks samarbejde med møbelkæden BoConcept en succes. Turismeorganisationen ser et stort potentiale i at samarbejde mere på tværs af brancher.

Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Co-branding er et hit i marketing, og ligesom sidste jul benytter turismeorganisationen VisitDenmark og møbel-brandet BoConcept også i år hinandens platforme til at komme ud med budskaber. Det skriver markedsforing.dk

De to parter er gået sammen om kampagnen ”It's more than great design – it's a concept” - en online-julekampagne, der skal øge kendskabet til Danmark som rejsemål og salget af danske produkter i udlandet.

Kampagnen kører i 44 lande i Skandinavien, Europa, USA og Asien og hovedelementet er en online-konkurrence, hvor 1. præmien er en rejse til Danmark.

Konkurrencen bliver promoveret via VisitDenmarks og BoConcepts websites, nyhedsbreve og sociale medier samt via BoConcept butikker i hele verden.

Og ifølge VisitDenmark skaber samarbejdet kæmpe værdi for både møbelkæde og turismeorganisation:

- Udover branding af Danmark som rejsemål via BoConcepts butikker i hele verden, opnåede både VisitDenmark og BoConcept allerede sidste år rigtigt gode resultater i form af onlinetrafik og tusindvis af nye sign ups til vores nyhedsbreve, siger Anja Hartung Sfyrla, der er chef for branding i VisitDenmark.

Ifølge Anja Hartung Sfyrla er resultatet af dette års samarbejde indtil videre endnu bedre end sidste år.

- I år havde vi bl.a. som mål at få 40.000 til at deltage i online-konkurrencen, men allerede her ved indgangen til december kan vi konstatere, at næsten 80.000 allerede har deltaget og 29.000 har tilmeldt sig vores nyhedsbrev, fortæller Anja Hartung Sfyrla, der ser et stort potentiale i at netop at mikse budskabet om Danmark som rejsemål med livstilsprodukter fra kundernes hverdag.

Også hos BoConcept kan man se værdien i at samarbejde på tværs af brancher.

- Vi synes i høj grad, at det giver mening at teame op med brands, som vi ikke er i konkurrence med, og som repræsenterer nogle af de værdier, der er vigtige for os. Det skaber synergi og dynamik og betragtes kun positivt af vores kunder. Vi er på 63 markeder og har et ganske fint kendskab på hovedmarkederne. Men på alle øvrige har vi brug for at øge kendskabet til BoConcept. Det kan et samarbejde med VisitDenmark være med til – og det på en måde, som er til fordel for alle parter, siger BoConcepts kampagnekoordinator, Mette Bech Hoffman.

BoConcept har i øvrigt også tidligere haft gode erfaringer med co-branding - bl.a. for to år siden, hvor man havde et globalt samarbejde med bilproducenten Smart.