Modemilliardær klar til at købe danske IC Group af børsen

Dansk modemilliardær er klar til at købe IC Group af børsen. Selskabet var han selv med til at stifte for 18 år siden.

Niels Martinsen er klar til at købe IC Group af børsen.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Modemilliardæren Niels Martinsen er klar til at købe aktierne i modehuset IC Group og afnoterede selskabet fra børsen. Hans selskab Friheden Invest har torsdag sendt et købstilbud på virksomheden.

Tidligere torsdag har han købt en aktiepost på 9,4 pct. fra porteføljeforvalteren Nordea Asset Management, og han sidder nu på 75,6 pct. af aktierne. Niels Martinsen har betalt 39 kr. pr aktie og tilbyder nu at købe alle de øvrige aktionærer ud til samme pris.

»I lyset heraf har Friheden Invest fundet det rimeligt tilsvarende at tilbyde de resterende aktionærer at sælge deres aktier i IC Group til Friheden Invest til samme pris, som Friheden Invest har betalt til Nordea Asset Management,« fremgår det af en meddelelse til fondsbørsen.

Friheden Invest har over de senere år købt flittigt op af aktier i IC Group. Det er sket samtidig med, at IC Group er i gang med en strategisk proces, der skal gøre selskabet mindre. Reelt har virksomheden været under afvikling, og selskabet har solgt flere dele fra. Sidste år blev selskabets klart største og mest værdifulde del, tøjmærket Peak Performance, afhændet for ca. 1,9 mia. kr.

Tilbage i koncernen, der før frasalgene var den tredjestørste spiller i den danske modeindustri efter Bestseller og DK Company, er nu mærker som Tiger of Sweden og By Malene Birger.

70-årige Niels Martinsen grundlagde i 1969 InWear sammen med designeren Kirsten Teisner. I 2001 besluttede Martinsen at fusionere med storkonkurrenten Carli Gry og danne virksomheden IC Companys, der sidenhen har skiftet navn til IC Group.

I dag ejer datteren, den tidligere toprytter i hestesport Emilie Martinsen, langt størstedelen af aktierne i Friheden Invest, omend hun ikke er aktiv i selskabet. Familien er blandt Danmarks 50 rigeste.