Modedirektør tjener trecifret millionbeløb på gode bagdele

Direktøren og stifteren af tøjfirmaet Mos Mosh, Kim Hyldahl, har på kun syv år omdannet selskabet til en kæmpesucces. Nu er det solgt for et trecifret millionbeløb.

Foto: MOS MOSH

Kim Hyldahl har på kun syv år skabt et tøjfirma, der klarer sig rigtig godt. Så godt at det nu er blevet solgt til en kapitalfond for et trecifret millionbeløb. Det skriver Børsen.

Firmaet, der blev stiftet i 2010, er solgt til den tyske kapitalfond Findos Investor, der investerer i mellemstore virksomheder.

Kim Hyldahl ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvor meget selskabet er blevet solgt for, men siger bare, at det er et trecifret millionbeløb, som han er meget glad for. Ifølge Børsen investerer Findos Investor dog typisk i virksomheder til en værdi på mellem 250 og 500 mio. kr. hvilket også er i den klasse Mos Mosh befinder sig.

"Men jeg er meget tilfreds. Det er en flot pris," siger Kim Hyldahl til Børsen.

For kun syv år siden var Kim Hyldahl gået konkurs med et andet tøjfirma. Kim Hyldahl ville levere jeans til kvinder rundt om i verden, så hans sidste skud på stammen var et udkast til nogle jeans, som han fik opbakning på af kolleger i modebranchen.

Idéen var, at Hyldahl ville lave jeans der sidder flot på kvinders bagdele, da han siger, at det altid er noget, kvinder vil have. Og noget tyder på, at han har ret, for i 2016 havde han hævet i omegnen af 50 millioner i udbytte i Mos Mosh siden stiftelsen i 2010.

Corporate finance-rådgiveren Clearwater har stået for salgsprocessen af Mos Mosh, der er resulteret i, at Findos ejer 69 %, og Kim Hyldahl 29 %. Firmaets salgsdirektør David Skjødt har købt sig til en andel på 2 % af aktierne.

Mos Mosh er i særlig grad populært i Tyskland, hvor kæden har mere end 700 forhandlere.