Modeboss går ind i iværksætterkomet

Eva Kruse - administrerende direktør i Danish Fashion Institute - går ind i bestyrelsen hos netportalen Miinto Group, der har flere end 400 danske tøjbutikker på sin platform.

Eva Kruse bliver en del af bestyrelsen i netportalen Miinto, som har tidligere Just Eat-folk som investorer og i ledelsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vækstkometen Miinto får nu en af dansk modes største profiler med om bord. Eva Kruse, som er administrerende direktør for Danish Fashion Institute, skal sidde med ved bordet, når Miintos bestyrelse skal lægge planer for den fremtidige strategi.

Miinto har flere end 400 danske tøjbutikker på sin platform, men den danske virksomhed med internationalt udsyn er også til stede i Norge, Sverige, Holland og Spanien. Det er primært Eva Kruses erfaring og netværk i modebranchen, som Miintos administrerende direktør Morten Larsen glæder sig til at få udbytte af.

»Det betyder, at vi får en kapacitet ind fra modebranchen, som kan hjælpe med at tænke rigtigt blandt andet i forhold til, hvad vi skal signalere og hvilke produkter, vi skal satse på,« siger Morten Larsen.

Eva Kruse selv har også forventninger til at kunne bidrage til at udvikle Miinto på et endnu ikke modnet marked.

»Markedet for shopping på nettet har langt fra udfoldet sit potentiale endnu, og i modebranchen er der store forventninger til, at væksten skal findes her,« siger Eva Kruse.



Ifølge Morten Larsen er planen at ekspandere yderligere, men lige nu er fokus rettet mod at etablere Miinto på de eksisterende markeder, og selv om særligt Kina frister med sit enorme vækstpotentiale, har Europa førsteprioritet.

»Der er masser af muligheder i Europa, så der er ingen grund til at skabe et bredere fokus,« siger Morten Larsen.

Miinto.dk blev stiftet i 2009 af Mike Radoor og Konrad Kierklo. De offensive vækstplaner er blandt andet finansieret af succesfulde iværksættere, som manden bag natklubkæden Crazy Daisy, Carsten Mikkelsen, og Jesper Buch, som var med til at starte Just Eat, der lige nu er på vej på børsen i Storbritannien. Morten Larsen selv har også været en del af Just Eat som administrerende direktør.Miintos regnskab for 2012 viste et overskud på 124.695 kroner efter et år med et underskud på ca. 2 millioner kroner. Med Eva Kruse i bestyrelsen håber Morten Larsen at kunne forstærke platformens brand, så det bliver brugernes foretrukne website at handle på. Det er nemlig fundamentet for at rejse yderligere kapital, der skal bane vejen for at ekspandere på flere markeder.

»Når vi får rejst kapital en gang til, begynder vi at skrue op for ekspansionen igen. Vi tror på, vi har et koncept, vi kan rulle ud, hvor det skal være,« siger Morten Larsen, som forventer at rejse den nødvendige kapital i løbet af 2014.