Mobilt Facebook har været på slankekur

Snart kommer en tekstbaseret version af Facebook til mobiltelefoner.

Foto: KAREN BLEIER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I denne uge mødes mobilbranchen til Mobile World Congress i Barcelona og der er traditionen tro stor fokus på indhold til de mobile platforme. Her vil Facebook selvfølgelig ikke stå tilbage og det sociale netværk har netop annonceret et nyt mobilsite kaldet Facebook Zero.

Der er allerede mange som bruger Facebook med mobilen - ifølge firmaet er der mere end 100 millioner mobile brugere - men den nye tekstbaserede version er specielt skræddersyet til de mobile platforme.

For at spare båndbredde har Facebook fjernet den tunge grafik, video, applikationer og andet indhold, som gør sitet langsommere. Den nye Zero-version kan allerede afprøves på zero.facebook.com.

Det er den enkelte mobiludbyder, som skal afgøre, om man vil tilbyde Facebook Zero gratis til sine kunder. De kan så vælge at kræve betaling, hvis brugerne vil have adgang til en version med flere funktioner og grafik.

Facebook har allerede en version kaldet Facebook Lite, hvor mange af funktionerne er fjernet. Den er især rettet mod brugere med langsomme forbindelser i udviklingslande.

Ifølge tal fra GSM Association repræsenterer Facebook allerede omtrent halvdelen af den tid, som britiske mobil-brugere tilbringer online med deres mobile enhed.
Google-annonser